Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 5 · Sager indbragt for internationale organisationer
Domstolen finder sagen uoverensstemmende med konventionens bestemmelser,
åbenbart grundløs eller en udnyttelse af retten til at anlægge sager.
I 2003 er der ikke behandlet sager af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol,
hvor der blev klaget over afgørelser truffet af Flygtningenævnet.
Formandskabets 11. beretning, 2002, indeholder i afsnit 5.1.1. et eksempel på en
sag, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget stilling til en
sag, der har været behandlet af Flygtningenævnet.
5.2 FN’s torturkomité
FN’s Torturkomité blev oprettet i 1984 og påbegyndte sit arbejde i 1988. Komitéen
er nedsat med hjemmel i torturkonventionens kapitel 2 og har til formål at
arbejde for bekæmpelse af tortur som defineret i konventionens artikel 1. Komitéen
består af ti eksperter, som mødes to gange årligt. Medlemmerne vælges af
de stater, der har tiltrådt torturkonventionen. De deltagende stater skal afgive
beretninger til komitéen om de foranstaltninger, de træffer for at gennemføre
deres forpligtelser ifølge konventionen.
Komitéen har til opgave at gennemgå og vurdere indberetningerne fra deltagerlandene,
jf. artikel 19. Komitéen har mulighed for at rette henvendelse til og
eventuelt tage på besøg i et land, hvis komitéen kommer i besiddelse af informationer
om, at der i det pågældende land foregår systematiske menneskerettighedskrænkelser.
For så vidt angår deltagerstater, der har ratificeret torturkonventionens
artikel 22, behandler komitéen tillige individuelle klager, jf. artikel
22. 134 lande har nu ratificeret konventionen. Der gælder visse kriterier for
at antage en sag til realitetsbehandling efter artikel 22. Således skal sagens fakta
falde inden for komitéens kompetence, og klageren må ikke være anonym. Alle
relevante nationale retsmidler skal være udtømt, og sagen må ikke være under
samtidig behandling i realiteten for et andet internationalt organ.
I relation til beskyttelsen af flygtninge og asylansøgere er det især konventionens
artikel 3, der er relevant. Bestemmelsen indeholder et forbud mod refoulering
af en person til en anden stat, hvis der er vægtige grunde til at antage, at
personen vil være i fare for at blive underkastet tortur. Komitéen kan anmode
staterne om opsættende virkning med hensyn til den praktiske udsendelse af
klageren under komitéens behandling af sagen.
Bevisbyrden for, at en udsendelse vil være i strid med artikel 3, påhviler i første
omgang klageren. Der skal foreligge vægtige grunde til at antage, at der vil
være en reel risiko for, at klageren vil blive udsat for en behandling i strid med
88