Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
mandlige ansøger, som af ham forklaret, fra 1997 til 2002 havde været ansat i
den gruppe, der havde været ansvarlig for præsidentens sikkerhed og i den forbindelse
havde deltaget i blandt andet rejser sammen med præsidenten, hvor
den mandlige ansøger kunne være blevet profileret. Flygtningenævnet fandt i
den forbindelse ikke at kunne afvise, at der under samtalen med Udlændingestyrelsen
var sket en forveksling af navnet på den person, der havde været leder
af sikkerhedsgruppen. Flygtningenævnet bemærkede herved, at ansøgernes
modersmål var tjetjensk, men at skemaskrivning og samtaler var foregået på
russisk, hvilket kunne have givet anledning til misforståelser. Flygtningenævnet
kunne endelig ikke udelukke, at ansøgernes bopæl havde været udsat for
adskillige henvendelser fra myndighedernes side med henblik på at finde den
mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger havde ikke anført noget selvstændigt
asylgrundlag. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne afvise, at den
mandlige ansøger på grund af tilbageholdelsen i 1995 og sin ansættelse i præsidentens
sikkerhedsgruppe ved en tilbagevenden risikerede en af udlændingelovens
§ 7, stk. 1, omfattet forfølgelse fra de russiske myndigheders side.
BR12/216
Flygtningenævnet meddelte i november 2003 opholdstilladelse (F-status) til en
kvindelig statsborger fra Rusland, født i 1980. Indrejst i maj 2002. Ansøgeren er
etnisk russer og kristen af trosretning. Ansøgerens samlever er sudanesisk
statsborger og muslim af trosretning. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren
er etnisk russer og født og opvokset i Ukraine. I 1997 flyttede ansøgeren til Skt.
Petersborg, og Flygtningenævnet vurderede hende i forhold til Rusland. Ansøgeren
havde som sit væsentligste asylmotiv henvist til, at hun var blevet forfulgt
og chikaneret i særdeleshed på grund af samleverens etnicitet. Ansøgerens
forklaring lagdes til grund, herunder at hun i 1997 blev voldtaget. Det lagdes
endvidere til grund, at ansøgeren og hendes samlever ikke kunne gå i fred
på gaden, og at de i 2001 – mens ansøgeren var højgravid – blev forfulgt af nogle
skinheads på grund af samleverens etnicitet. Endelig lagdes det til grund, at
ansøgeren i nær tilknytning hertil mistede sit barn, idet hun ikke fik en tilstrækkelig
behandling på hospitalet. Selvom ansøgeren ikke havde været forfulgt i et
omfang og intensitet, at dette i sig selv berettigede til en opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, fandt Flygtningenævnet ud fra en konkret
vurdering af ansøgerens situation, at hun, herunder i lyset af hendes fremtræden
i Flygtningenævnet, var i en sådan subjektiv frygt for en tilbagevenden
til Rusland, at dette ikke kunne kræves, hvorfor hun meddeltes opholdstilladelse
i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1.
august 2001. Ansøgerens samlever blev ved særskilt afgørelse samme dag meddelt
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Parrets fælles
241