Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
ikke i dag som følge af de nye magthavere i Afghanistan befandt sig i en asylbegrundende
situation. Ansøgeren havde oplyst, at både han selv, hustruen,
børnene og svigerfamilien flygtede i efteråret 2000 på grund af blandt andet
trusler fra familiemedlemmer og personer tilknyttet de to dræbte talebanfolk.
Ansøgeren havde yderligere oplyst, at svigerfaderen nu var tilbage i Kabul, og
at han var blevet opsøgt af personer, der havde bedt ham videregive trusler til
ansøgeren på grund af den nævnte episode i efteråret 2000. Flygtningenævnet
lagde til grund, at ansøgeren ikke havde været involveret i drabet på de to talebanfolk,
og at han alene blev anholdt sammen med nogle naboer, fordi drabet
fandt sted i nærheden af ansøgerens ejendom. Flygtningenævnet fandt derfor
ikke, at ansøgeren som følge af den omtalte episode var i en asylbegrundende
risiko for forfølgelse ved sin tilbagevenden til Afghanistan - hverken fra myndighedernes
side eller fra personer tilknyttet de dræbte. Ved vurderingen heraf
lagde Flygtningenævnet også vægt på, at Taleban ikke længere var ved magten.
Herefter, og da de generelle forhold i Afghanistan ikke kunne begrunde asyl,
fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne i udlændingelovens
§ 7. BR12/71
Nævnet meddelte i april 2003 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger
fra Afghanistan, født i 1962. Indrejst i november 2000. Ansøgeren havde
været medlem af PDPA. Han blev uddannet jurist fra universitetet i Kabul i
1982. Fra 1983-1987 udførte ansøgeren militærtjeneste på luftvåbenets universitet
i Kabul. I 1987 blev han fuldmægtig ved retten i Kabul. Efter et års tjeneste
blev han udnævnt til dommer, og han blev ansat ved Afghanistans Højesteret i
Kabul. Under sit virke i Højesteret rekrutterede ansøgeren medlemmer til
PDPA blandt de 11 byretter i Kabul, ligesom han stod for opkrævning af kontingent.
Efter Mujahedins magtovertagelse blev præsidenten for Højesteret
dræbt, og ansøgeren frygtede for sin situation. Han fik imidlertid beskyttelse
fra en slægtning, og han kunne fortsætte sit arbejde. På arbejdspladsen blev
ansøgeren udsat for chikane på grund af sit tilhørsforhold til PDPA, og han blev
efter eget ønske forflyttet til en specialdomstol, der beskæftigede sig med forbrydelser
mod statens sikkerhed og interesser. Under sit virke i specialdomstolen
skulle ansøgeren deltage i et dommerkollegium på tre dommere, der blandt
andet skulle pådømme en sag, hvor en person tilknyttet Taleban havde dræbt
flere af Rabbanis folk. Personen blev idømt dødsstraf. Ansøgeren argumenterede
imod dødsstraf, men de to andre dommere, der var tilknyttet Mujahedin,
voterede for dødsstraf. Ansøgeren turde ikke sige de to andre dommere imod
af frygt for repressalier. Dødsdommen blev aldrig eksekveret. Ansøgeren
afsagde desuden dom over en Jamiyat-soldat, der havde begået vold mod en
profileret kommandant. Soldaten påstod, at der var tale om selvforsvar, men på
grund af kommandantens position blev ansøgeren nødt til at dømme soldaten.
141