Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
fandt, at ansøgeren på denne baggrund burde meddeles opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. BR12/173
Nævnet stadfæstede i marts 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Indien, født i 1968. Indrejst i oktober 2001. I 1996
havde ansøgeren et skænderi med en person i sin landsby vedrørende den
pågældendes vandforbrug. Et par dage herefter blev vedkommende og en
anden person dræbt, og ansøgeren blev mistænkt for at stå bag. Flygtningenævnet
kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren var eftersøgt af de indiske
myndigheder som mistænkt eller sigtet for drabet på de to personer i 1996, som
ansøgeren havde forklaret om. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt
på, at ansøgeren efter sin egen forklaring blev løsladt af politiet efter to dages
tilbageholdelse, at han efter sine egne oplysninger i asylansøgningsskemaet
udrejste på et ægte pas, som blev forevist til de indiske myndigheder ved udrejsen,
og at han i februar 2002 uden problemer fik udstedt et nyt nationalitetspas
gennem den indiske ambassade i Danmark. For så vidt angår de overgreb, som
ansøgeren havde forklaret om, at han havde været udsat for de to gange, han
havde været tilbageholdt af de indiske myndigheder, fandt Flygtningenævnet
ikke, at det kunne lægges til grund, at disse havde haft en sådan karakter, at de
i dag kunne begrunde, at der meddeltes ansøgeren asyl. Flygtningenævnet
bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren alene var tilbageholdt to dage begge
gange, og at ansøgeren til de tyske myndigheder i forbindelse med sin asylansøgning
i Tyskland ikke havde nævnt de pågældende overgreb, ligesom han i
sit asylansøgningsskema i Danmark alene havde talt om, at han fik tæsk under
afhøringen. På denne baggrund kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund,
at overgrebene havde haft et sådant omfang, som ansøgeren havde forklaret
om under samtalen med Udlændingestyrelsen eller under nævnets behandling
af sagen. Flygtningenævnet fandt på den baggrund, og henset til at overgrebene
fandt sted i 1995 og 1996, ikke anledning til at udsætte sagen på gennemførelse
af en torturundersøgelse af ansøgeren. BR12/174
Nævnet stadfæstede i maj 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en
mandlig statsborger fra Indien, født i 1981. Indrejst i oktober 2001. Flygtningenævnet
bemærkede, at ansøgeren som asylmotiv havde henvist til, at han ved
en tilbagevenden til Indien frygtede for sit liv som følge af sin tilknytning til
Babar Khalsa og en anklage om at have medvirket til at have dræbt en lokal
præst. Flygtningenævnet bemærkede videre, at ansøgeren under mødet i nævnet
havde udbygget sin forklaring om sin tilknytning til Barbar Khalsa og sine
aktiviteter for organisationen. Uanset om Flygtningenævnet i det væsentlige
lagde ansøgerens forklaring for nævnet til grund, fandt nævnet ikke, at dette
kunne begrunde asyl. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens
208