Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
Fællesbørn, der indrejser senere sammen med ægtefællen/samleveren til en
person, der allerede er anerkendt som flygtning her i landet, meddeles konsekvensstatus
efter samme retningslinier som ægtefæller/samlevere. Er betingelserne
for konsekvensstatus til ægtefællen/samleveren ikke til stede, behandles
barnet/børnene sammen med og i forhold til sidestindrejste, således at barnet/
børnene meddeles samme afgørelse i asylsagen som sidst indrejste.
Som eksempler på sager vedrørende konsekvensstatus kan nævnes:
Ansøgning om asyl er indgivet før den 1. juli 2002
Nævnet meddelte i februar 2003 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig
statsborger fra Irak, født i 1950. Indrejst i juli 2000. I 1991 vendte ansøgeren og
hendes familie på grund af krigen tilbage til Irak fra Kuwait, hvor de havde
boet i en længere årrække. I Irak blev de chikaneret, idet de blev betragtet som
kuwaitiske statsborgere. Ægtefællen blev flere gange tilbageholdt og afhørt. I
1998 udrejste ansøgeren, hendes ægtefælle og parrets børn af Irak. Ansøgerens
ægtefælle og to døtre blev i juni 1999 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter
udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. I oktober 2001 blev ansøgerens to yngste
sønner meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 under henvisning
til ansøgerens ægtefælles forhold. Flygtningenævnet lagde til grund, at
ansøgeren var etnisk kurder og sunni-muslim fra Bagdad, at hun ikke havde
været politisk aktiv, at hun ikke havde været straffet eller tilbageholdt, at hun
ikke havde udført aktiviteter, der i sig selv havde været egnet til at profilere
hende i forhold til myndighederne, og at hun udrejste legalt. Den chikane, som
ansøgeren havde oplyst at have været udsat for, havde ikke haft et sådant omfang
og intensitet, at den kunne sidestilles med en af udlændingelovens § 7 omfattet
forfølgelse. Det bemærkedes særligt, at myndighedernes forsøg på at
tvangsforflytte familien til Sydirak måtte antages at have været led i en generel
foranstaltning. Endvidere måtte det tillægges vægt, at ansøgeren havde forklaret
upræcist om myndighedernes forsøg på at hverve sønnen til Baath-partiet,
hvorfor der ikke kunne lægges nogen vægt på disse oplysninger. Efter det foreliggende
fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren havde været udsat for forfølgelse,
eller at hun i øvrigt skulle være i risiko herfor. Ansøgeren havde
således ikke noget selvstændigt asylmotiv. Med hensyn til spørgsmålet om
konsekvensstatus måtte det tillægges vægt, at grundlaget for ægtefællens opholdstilladelse
fortsat var til stede, at ansøgeren udrejste sammen med sin ægtefælle,
og at hun ansøgte om familiesammenføring i marts 2000 med
efterfølgende indrejse i juli 2000. Da der endvidere ikke var holdepunkt for at
antage, at hun ikke vedvarende havde søgt at blive forenet med ægtefællen,
fandtes der efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold at burde meddeles
ansøgeren opholdstilladelse i konsekvens af ægtefællens tilladelse. BR12/64
131