Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
Ansøgeren havde ikke haft problemer med de libanesiske myndigheder eller
de syriske myndigheder, der opholdt sig i Libanon. Ansøgeren havde som væsentligste
asylmotiv henvist til, at han frygtede PFLP-GC, idet han havde modtaget
10.000 $ i forskud for en selvmordsaktion, som han ikke ville gennemføre.
Ansøgeren havde på en række punkter forklaret usammenhængende og divergerende.
Ved samtalen med Udlændingestyrelsen undlod han således at forklare
om to militærtræningsophold i Syrien i 1990/91 og 1995, ligesom han
oplyste, at han ikke kunne fremlægge beviser for sine aktiviteter. Ved mødet
hos sin advokat havde ansøgeren imidlertid medbragt dokumentation for sine
militæraktiviteter, ligesom han oplyste om sine træningsophold i Syrien. Ansøgeren
havde endvidere forklaret divergerende om, hvem han modtog 10.000 $
fra. Ved samtalen med sin advokat forklarede han, at det var PFLP-GCs næstkommanderende,
der betalte ham, mens han i nævnet oplyste, at det var den
øverstkommanderende, der udbetalte pengene direkte til ham. Nævnet kunne
på denne baggrund ikke lægge væsentlige dele af ansøgerens forklaring til
grund, og ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han stod i et sådant
modsætningsforhold til PFLP-GC, at han af den grund burde meddeles asyl.
Nævnet fandt herefter, at ansøgeren fortsat kunne opnå den fornødne beskyttelse
i Libanon, hvor han var født og opvokset og havde boet frem til udrejsen,
og hvor dele af hans nærmeste familie fortsat var bosiddende. Libanon ville
herefter fortsat kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens
§ 7, stk. 3. Nævnet fandt ikke grundlag for at udsætte sagen på afventning
af en fact-finding rapport, hvor det blandt andet skulle belyses, hvorledes indrejseforholdene
var i Libanon for statsløse palæstinensere fra Libanon. Nævnet
fandt således ikke, at ansøgeren, der alene havde opholdt sig halvandet år i
Danmark, skulle få problemer med at indrejse i Libanon. BR12/245
Nævnet stadfæstede i april 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1979. Indrejst i februar
2002. Det fremgår af sagen, at ansøgeren i 1996 blev medlem af Fatah, hvor han
fungerede som bodyguard for en general i bevægelsen. Generalen var blevet
idømt en dødsstraf, hvorfor han holdt sig skjult. I 2000 var ansøgeren i Saida,
da han blev opsøgt af en libanesisk militærperson, som ville have ham til at spionere
for den libanesiske hær, idet ansøgeren var tæt på generalen. Dette afslog
ansøgeren. I november 2001 var der et attentat mod generalen, idet der i tre af
hans biler var placeret bilbomber. Efter episoden med bilbomberne begyndte
ansøgeren at frygte for sit liv og besluttede derfor at udrejse og sagde sit job op.
Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde haft et farligt arbejde som
bodyguard for en Fatah-leder, som han opsagde inden udrejsen, og ville kunne
vende tilbage til. Han havde ikke haft nogen personlige konflikter, og der fandtes
ikke grundlag for at antage, at han skulle være i myndighedernes søgelys.
262