Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
(K). Indrejst i oktober 1998. I april 1999 meddelte Udlændingestyrelsen klagerne
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Både den mandlige klager
og den kvindelige klager havde gået på sprogskole og talte, læste og skrev
dansk. Den mandlige klager havde siden september 2001 haft fast arbejde, først
ved et fjerkræsslagteri og siden som arbejdsmand i et tømrerfirma på fuld tid.
Den kvindelige klager var fastansat i en børnehave som rengøringsassistent og
pædagogmedhjælper i en stilling på 27 timer ugentligt. Parret havde en søn på
3 år, der gik i dagpleje. Sønnen talte både dansk og albansk, men beherskede
dansk bedst. Den mandlige klager havde sin moder og to brødre i hjemlandet.
Den kvindelige klager havde i hjemlandet tre søstre og sine forældre. Ingen af
klagerne havde helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet tiltrådte, at
forholdene i Kosovo var ændret således, at grundlaget for klagernes opholdstilladelser
ikke længere var til stede. Opholdstilladelserne kunne således inddrages
efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, som affattet ved lovbekendtgørelse
nr. 191 af 20. marts 2001. Klagerne fik opholdstilladelse i april 1999.
Beskyttelsen mod inddragelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens §
11, stk. 3, jf. § 27, stk. 4, jf. stk. 1, var således ikke indtrådt. Udgangspunktet var
herefter, at klagerne skulle udrejse af landet, medmindre udsendelse måtte
antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, stk.
1. Flygtningenævnet lagde til grund, at klagerne er født og opvokset i Kosovo,
hvor de havde boet frem til udrejsen, at de fortsat havde nærtstående slægtninge
i hjemlandet, at de havde kontakt med disse slægtninge, og at de havde gode
helbredsforhold. Hertil kom længden af opholdet i Danmark. Det lagdes videre
til grund, at klagerne i ikke uvæsentligt omfang beherskede dansk, at barnet,
der var 3 år, var født og opvokset i Danmark, og at klagerne i væsentligt omfang
var blevet integreret i det danske samfund. Selvom det på denne baggrund ville
være belastende for klagerne at vende tilbage til Kosovo, fandt Flygtningenævnet
dog ikke, at den samlede vurdering af klagernes forhold, jf. udlændingelovens
§ 26, stk. 1, kunne føre til, at det måtte anses for særligt belastende at vende
tilbage til hjemlandet. BR12/48
Nævnet stadfæstede i juni 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro. Født i
1980. Indrejst i oktober 1998. I juni 1999 meddelte Udlændingestyrelsen klageren
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltrådte,
at forholdene i Kosovo var ændret således, at grundlaget for klagerens
opholdstilladelse ikke længere var til stede. Opholdstilladelsen kunne således
inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Klageren fik opholdstilladelse
i juni 1999. Beskyttelsen mod inddragelse af opholdstilladelsen efter
udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. udlændingelovens § 27, stk. 4, jf. stk. 1, var
således ikke indtrådt. Udgangspunktet var herefter, at klageren skulle udrejse
114