Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
ning til den tortur, han havde været undergivet. I Danmark har ansøgeren taget
beroligende og smertestillende medicin. Ansøgeren har et ar på forsiden af sin
overkrop ved venstre lænd og adskillige lange og tynde vertikalt-diagonale ar
på ryggen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er etnisk hazara, shia-muslim
og kommer fra Kabul. Han havde bortset fra sin tid i militæret ikke været
tilknyttet nogen politisk organisation. Han havde drevet en forretning med salg
af reservedele siden 1991. Fra 1993 til 1995 havde han indgået en aftale om levering
af reservedele med Hezb-i-Wahdat, og i den forbindelse havde han i
begrænset omfang udført våbentransporter for Hezb-i-Wahdat. Efter at Hezbi-Wahdat
var fordrevet fra Kabul, var ansøgerens forretning i en kort periode
blevet overtaget af tilhængere af Jamiat-i-Islami, hvorefter ansøgeren havde
fået sin forretning tilbage ved Talebans mellemkomst. Han havde derefter drevet
sin forretning videre fra 1996 til 2000 uden problemer. Flygtningenævnet
kunne lægge til grund, at ansøgeren i oktober 2000 blev tilbageholdt i cirka en
måned af Taleban og herunder afhørt om de udførte våbentransporter. Han var
i den forbindelse blevet udsat for grove fysiske overgreb. Det var lykkedes ham
at flygte ved hjælp af bestikkelse, og han havde været undergivet lægebehandling
i Afghanistan og Pakistan, før han indrejste i Danmark. I Danmark var han
blevet behandlet blandt andet med beroligende medicin. Efter udrejsen var
hans forretning blevet overtaget af tilhængere af Jamiat-i-Islami. Flygtningenævnet
fandt under de anførte omstændigheder, og efter en samlet vurdering,
herunder særligt grovheden af de foretagne overgreb, at det ikke burde kræves,
at ansøgeren skulle vende tilbage til hjemlandet. BR12/81
Nævnet stadfæstede i juli 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en
kvindelig statsborger fra Afghanistan, født 1972. Indrejst i oktober 2001. Ansøgeren
er nooristani af etnicitet. Ansøgeren var medlem af RAWA og underviste
sammen med to andre kvinder unge piger. De to andre kvinder blev anholdt af
Taleban. Ansøgeren formodede, at de blev udsat for tortur og i den forbindelse
angav ansøgeren. Ansøgerens bopæl blev ransaget af Taleban. Ansøgeren og
ægtefællen blev begge slået og blødte. Taleban forlod herefter bopælen, hvorefter
ansøgeren flygtede. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren i
hjemmet i nogle år havde undervist piger/kvinder i kvarteret, idet disse ikke
måtte modtage officiel undervisning. Det blev videre lagt til grund, at ansøgeren
i en meget begrænset periode havde haft tilknytning til kvindeorganisationen
RAWA, og at hun havde fortalt de ældste af eleverne om organisationen.
Det blev endelig lagt til grund, at ansøgeren som følge af sin undervisning og
mulige aktivitet for RAWA blev opsøgt af Taleban, hvorunder ansøgeren og
ægtefællen blev udsat for overgreb. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren
i dag risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet fandt endvidere
148