Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
inddraget, da de ikke har nogen magt i flygtningelejren. Ansøgeren forsøgte at
forklare familien, at det ikke var hendes skyld, hvad der var sket med barnet,
men familien ville ikke forstå situationen. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren
er statsløs palæstinenser fra Libanon og således omfattet af udlændingelovens
§ 7, stk. 1. Ved vurderingen af, om ansøgeren kunne opnå den fornødne
beskyttelse, lagde nævnet vægt på, at den tragiske hændelse, hvor et mindreårigt
barn døde i børnehaven, hvor ansøgeren var ansat som leder, klart fremstod
som et hændeligt ulykkestilfælde. Ansøgeren havde da også forklaret, at
de ansvarlige lejrmyndigheder, som kom til stede, havde tilkendegivet, at ansøgeren
var uden skyld i dødsfaldet. Ligeledes havde ansøgeren forklaret, at de
andre børnehavebørns forældre havde givet udtryk for det samme. Ansøgerens
frygt for hævn byggede derfor primært på, at det afdøde barns morbroder var
medlem af Fatah, og at barnets fader var medlem af Al-Sahika, hvilke personer
begge ifølge ansøgeren havde stor indflydelse. Nævnet fandt efter det anførte,
at ansøgerens konflikt måtte anses for en konflikt af privatretlig karakter, hvor
det ikke kunne antages, at ansøgeren ville være uden mulighed for at opnå den
fornødne beskyttelse i Libanon. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren var født
og opvokset i Beirut, at hun fortsat havde nær familie i Libanon, og at ansøgeren
ikke i øvrigt havde haft nogen konflikter hverken med de libanesiske myndigheder
eller med palæstinensiske organisationer eller grupperinger. Nævnet
lagde endvidere vægt på, at ansøgeren selv tidligere havde haft tilknytning til
Folkefronten, ligesom ansøgeren til samtalen med Udlændingestyrelsen havde
oplyst, at det var Folkefronten, der foranledigede, at hun fik job som børnehaveleder.
Nævnet fandt herefter samlet, at ansøgeren fortsat ville kunne opnå
den fornødne beskyttelse i Libanon, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. BR12/248
Ansøgning om asyl er indgivet efter den 1. juli 2002
Nævnet stadfæstede i november 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1945. Indrejst i juni
1993. Flygtningenævnet tiltrådte, at ansøgeren som statsløs palæstinenser er
omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af sagen, at ansøgeren var
blevet familiesammenført til Danmark, og at han havde tidsubegrænset opholdstilladelse
i Danmark. Han søgte om asyl i februar 2003. Ansøgeren blev
født i Palæstina og flyttede som tre-årig med familien til Libanon, hvor han
voksede op i en flygtningelejr, hvor hans familie fortsat bor. Han havde en moder
og seks søskende i Libanon. Han havde arbejdet i længere perioder udenfor
Libanon, men havde også arbejdet i Libanon, hvor han havde udført nogle projekter
for Fatah. Ansøgeren havde forklaret, at han i begyndelsen af 1990’erne
havde været tilbageholdt, formentlig af Fatah, og at han var blevet løsladt mod
bestikkelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren, der ikke
havde været politisk aktiv, i dag stod i modsætningsforhold til Fatah eller andre
264