Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
Kort efter Talebans magtovertagelse blev ansøgeren fyret. I 1997 blev ansøgeren
anholdt af Taleban, der var blevet bekendt med den pågældende dødsdom.
De bebrejdede ansøgeren, at han havde afsagt dødsdom mod en Taleban-person.
Ansøgeren var tilbageholdt i 12 dage, hvorunder han blev udsat for tortur,
hvorved han blandt andet mistede synet på sit ene øje. Ansøgeren blev løsladt
mod bestikkelse og mod at underskrive en erklæring om, at han ikke ville handle
mod Talebans interesser. I 2000 blev der udstedt en arrestordre vedrørende
ansøgeren. Han blev advaret herom af en tidligere kollega, der nu arbejdede i
efterretningstjenesten. Ansøgeren gik straks i skjul og få dage senere udrejste
han. Ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden blandt andet onklen til den soldat,
som han idømte fængselsstraf for overfaldet mod kommandanten. Onklen
er indflydelsesrig i Afghanistan i dag. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring
til grund herunder om, at han i en årrække havde været aktiv for PDPA
og været ansat i domstolssystemet i en ikke uprofileret stilling. Yderligere at
han under Talebans regime havde været frihedsberøvet og udsat for tortur.
Endeligt at ansøgeren anså sig i konflikt med en lokal kommandant. Et flertal
af Flygtningenævnets medlemmer fandt efter en samlet vurdering, herunder
at ansøgeren havde været udsat for tortur, ikke at det burde kræves, at ansøgeren
vendte tilbage til sit hjemland. BR12/72
Nævnet meddelte i maj 2003 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig
afghansk statsborger, født i 1964. Indrejst i januar 2001. Det fremgår af sagen, at
ansøgeren er universitetslærer og har fungeret som sådan fra 1989 til 1996 i
Kabul, Mazar-i-Sharif og Tachar. I perioden 1989 – 1992 var ansøgerens kritisk
overfor PDPA og modtog trusler fra universitetets ledelse. I 1990 blev ansøgeren
medlem af Afghanistans forfatterforening, hvor ansøgeren var redaktør på
foreningens tidsskrift. Ansøgeren brugte sin position på universitetet og i forfatterforeningen
til at give udtryk for sin holdning mod Mujahedin, hvilket
resulterede i flere trusler. I 1996 flygtede ansøgeren til Mazar-i-Sharif efter Talebans
magtovertagelse i Kabul. Her holdt ansøgeren lav profil. I 1998 og frem til
udrejsen opholdt ansøgeren sig i Tachar, som var under Jamiat-i-Islamis kontrol.
Ansøgeren fik alvorlige problemer med Jamiat-i-Islami på baggrund af sin
produktion af artikler, der var stærkt kritiske overfor Mujahedin-bevægelserne.
Ansøgeren blev indkaldt fire gange til møder med ledende Jamiat-i-Islami folk.
Idet ansøgerens familie havde været medlemmer af Jamiat-i-Islami, kunne
ansøgeren gå langt i sin kritik, men efter det sidste møde valgte ansøgeren at
flygte, idet han frygtede anholdelse, da han mente, at den goodwill, som han
havde haft i kraft af sin familie, var opbrugt. Flygtningenævnet kunne lægge
ansøgerens forklaring til grund for sagen, herunder at ansøgeren i årene før sin
udrejse havde forholdt sig stærkt kritisk til Mujahedin-bevægelsen og den islamiske
statsform som sådan i form af kritiske artikler og anden form for virk-
142