Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
krigsforbrydelser i forbindelse med det territoriale forsvar i en by, hvor han aldrig
havde været. I 2000 blev en håndgranat kastet mod ansøgerens hus. Politiet
anholdt ansøgeren for selv at have kastet granaten. Tilbagevendt fra
politistationen skød naboer mod ansøgeren. Ansøgeren klagede til UNHCR.
Dagen efter blev han tilbageholdt af kroatisk politi og udsat for overgreb. Dette
gentog sig tre gange. I efteråret 2000 blev ansøgeren, i forbindelse med protester
mod at en kroat beskyldt for krigsforbrydelser muligvis skulle sendes til
Haag, tvunget til at fungere som chauffør for kroatiske soldater, der afbrændte
beboede serbiske huse og skød mod serberne. Ansøgeren klagede efterfølgende
forgæves til politiet. I januar 2001 blev ansøgeren indkaldt til militærtjeneste i
den kroatiske hær. I februar 2001 blev ansøgerens bedstefar dræbt, idet han
udenfor ansøgerens hus kørte over en landmine. Flygtningenævnet udtalte, at
ansøgeren er etnisk serber fra Kroatien. Han er født og opvokset i Østkroatien.
Fra 1995 til 1999 boede ansøgeren i Vojvodina i Serbien. Fra 1999 til marts 2001
boede han på ny i sin hjemby i Østkroatien. Fra marts 2001 til september 2001
boede han – med en kort afbrydelse – i Tyskland, hvorefter han rejste til Danmark
og søgte asyl. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at
han frygtede forfølgelse af de kroatiske myndigheder og den kroatiske befolkning,
da han blandt andet beskyldtes for krigsforbrydelser begået i 1991, ligesom
han – tvangsmæssigt – i perioden marts – september 1995 var tilknyttet
Arkans styrker i Østkroatien. Selvom det lagdes til grund, at ansøgeren i 1991
var tilknyttet serbiske styrker, der muligt havde begået krigsforbrydelser, fandt
Flygtningenævnet ikke, at det kunne medføre, at han var omfattet af udlændingelovens
§ 7. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at han på dette
tidspunkt kun var 12 år. Hvis der mod ansøgeren – på trods heraf – skulle blive
rejst tiltale for krigsforbrydelser begået i 1991, var det Flygtningenævnets vurdering,
at der med de foreliggende baggrundsoplysninger om Kroatien, herunder
om retssystemet, ikke var grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke skulle
få en retfærdig rettergang, eller at han skulle blive idømt en uforholdsmæssig
straf. Det samme gjaldt ansøgerens handlinger i 1995 i forbindelse med tilknytningen
til Arkans styrker. De oplevelser, som ansøgeren havde gennemlevet
under sit ophold i Kroatien i øvrigt i perioden 1991 – 1995, kunne heller ikke
føre til asyl. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at disse lå langt
tilbage i tid. De oplevelser – og mulige overgreb – som ansøgeren blev udsat for
under sit ophold i Vojvodina i 1995 – 1999 kunne ikke tillægges betydning i
denne asylsag, hvor ansøgeren vurderedes i forhold til Kroatien. De oplevelser,
som ansøgeren blev udsat for fra 1999 til marts 2001, herunder at ansøgerens
farfader muligt var blevet dræbt af en landmine, kunne heller ikke føre til, at
han var omfattet af udlændingelovens § 7. Efter Flygtningenævnets vurdering
var der således ikke tale om asylbegrundende myndighedsforfølgelse, ligesom
chikanen mv. fra lokalbefolkningen heller ikke kunne føre til andet resultat.
225