MTV om behandling og rehabilitering af PTSD - RCT Documentation ...

5.8.7. Psykosocial behandling af PTSD
– interpersonel neurobiologi og neurotransmittere
Locus coeruleus i hjernestammen er som nævnt af Krystal et al. (376) blevet kaldt hjernens
traumecenter. Locus coeruleus medierer via noradrenalin det sympatiske nervesystems respons
over for stress og er den centrale komponent i “fight-or-flight” responsen (se Allen (226)
p. 140 ff.). Både noradrealin (NE), Locus coeruleus (LC)-systemet og det serotoninbaserede
(5-HT) Dorsale Raphe Nucleus (DRN) system i hjernestammen har stået centralt i udforskningen
af stress, depression og angst. DRN forsyner cortikale og limbiske strukturer med serotonin.
I en undersøgelse af Amat et al. (471) blev det påvist, at ukontrollabel stress selektivt
aktiverer DRN 5-HT neuronerne. Den intense aktivering af ukontrollabel stress i dette system
er en nødvendig og tilstrækkelig forudsætning for indlært hjælpeløshed.
Lignende resultater er rapporteret for LC, og forandringerne i DRN og LC under ukontrollabel
stress er muligvis forbundne (471). Det interessante i denne sammenhæng var Amat et al.’s
påvisning af, at den ventrale mediale præfrontale cortex (mPFCv) kunne modulere og neddæmpe
stress/depression/frygt responsen fra DRN. Amst et al. fremhæver, at krigsveteraner
med PTSD udviser forøget amygdala-aktivitet og reduceret mPFCv aktivitet, når de ser kampscener,
sammenlignet med veteraner uden PTSD, jfr. også den tidligere omtalte undersøgelse
af Liberzon & Phan (375). De påpeger, at perciperet kontrol aktiverer mPFCv, der via et seroto
nin baseret signal modulerer limbiske- og hjernestammeprocesser. Disse processer er forbundet
med ukontrollerbar stress, depression og angst, som det kan ses hos personer med PTSD.
Disse fund stemmer overens med Scaer’s model i figur 2, 3 & 8, men fremhæver frontalcortex’
direkte regulerende indflydelse på serotonin-systemet i hjernestammen. Amat et al. (472) har
ydermere kunnet påvise, at tidligere erfaringer med stresskontrol blokerer for adfærdsmæssig
og DRN-aktivering over for senere opdukkende ukontrollabel stress, og at mPFCv spiller en
afgørende rolle i denne beskyttelsesmekanisme.
En central del i den terapeutiske virkningsmekanisme – uafhængig af terapiteknik – ser ud til
at være klientens perception af kontrol over det – for ham – ukontrollable via terapeutens evne
til sikker (tryg) autoregulering i den terapeutiske situation. Klientens perception af kontrol
huskes (ubevidst) og oplagres i mPFCv, som neddæmper stress-reaktionen fra bl.a. DRN.
Amat et al.’s forskningsresultater er i overensstemmelse med mange tidligere eksperimentalpsykologiske
fund, som viser, at den betingede ikke-bevidste frygtindlæring ikke slettes af den
emotionelle hukommelse ved udslukning af frygt-responsen. Ved udslukning af de ydre angstmanifestationer
(f.eks. aktiv avoidance hos dyr) forbliver frygtsystemet næsten ligeså aktivt,
som da dyret udviste fuld frygt-angst respons. Frygt-angst systemet er bl.a. beskrevet af
Le Doux (473;474) og Panksepp (370;400). Forskellen er en indlært aktivitet i frontallapperne
forårsaget af perciperet kontrol og ikke-fare. Den automatiske forbindelse mellem situation og
frygt/vagtsomhed bevares, men outputtet fra systemet kan inhiberes af frontallappernes
ventromediale og orbitofrontale dele, som bl.a. Amat et al. har vist. (Se også Solms & Turnbull
(475), p. 137-139, og Solms (476) for en mere almen behandling af emnet).
MTV – behandling og rehabilitering af PTSD
109