MTV om behandling og rehabilitering af PTSD - RCT Documentation ...

5.4. Faktorer, der har betydning for behandlingsresultatet
En række faktorer har vist sig vigtige for behandlingsresultaterne af patienter med PTSD.
Taylor et al. (318) fandt, at de patienter, der responderede mindst på en evidensbaseret
behand ling, var de, der havde lav global og psykosocial funktion, alvorligere smerteproblemer
og smertepåvirkninger i deres daglige gøremål. Det var patienter, der udviste større tendens til
depression og vrede, og de anvendte mere smertestillende medicin og psykofarmaka.
Forfatterne foreslog, at behandlingsresultaterne over for PTSD kunne bedres ved en forudgående
smerte- og depressionsbehandling. Van Minnen et al. (319) har påvist en tydelig
sammenhæng mellem anvendelsen af benzodiazepiner under behandlingen og dårligt behandlingsresultat.
De antager, at frygtaktiveringen, der anses for central i eksponeringsbehandling,
undertrykkes på grund af benzodiazepinerne.
5.4.1. Betydningen af den terapeutiske relation
Cloitre et al. (320) foretog en interessant analyse af de terapeutiske relationelle faktorer, som
havde betydning for behandlingsresultaterne af PTSD, med STAIR og det modificerede PE
program i forhold til patienter, der havde været udsat for seksuelle overgreb. De fandt, at
kvaliteten af den psykoterapeutiske relation i første fase forudsagde reduktionen i PTSD symptomer
efter terapiens afslutning. Cloitre et al. (320) fremhæver, at denne sammenhæng var
formidlet af patienternes forbedrede kapacitet for affektregulering.
Psykoterapeutens betydning blev ligeledes undersøgt af Kubany et al. (299) i forhold til
behandlingen af voldsramte kvinder. De sammenlignede udfaldet af behandlingen med
karakteristika hos de fire terapeuter, der var involveret. De fandt, at terapeuter med eller uden
videregående psykologisk uddannelse producerede ensartede resultater. Der var ligeledes ingen
forskelle på mandlige eller kvindelige terapeuters resultater.
Diamond & Yeomans (307) beretter om den psykoterapeutiske behandling af en patient,
hvis manglende heling af et traumatisk fysisk og psykisk misbrug blev udlevet og eksponeret
i den terapeutiske relation. Patientens kapacitet til affektregulering og mentalisering var lav.
Efter et års behandling udviste patienten klare forbedringer: Mentaliseringsevne eller den
refleksive funktion øgedes fra lav til almindelig, målt på AAI (Adult Attachment Interview
– jf. Tabel 1). RF (refleksiv funktion) gik fra 3 til 5. Tilknytningsmønstret ændrede sig fra
ubearbejdet/forvirret (U/E2/E3) til sikker/ubearbejdet (FS/U) på AAI (jf. Tabel 1). Personlig
heds organisationen ændrede sig fra borderline til neurotisk, og symptomatologien mindskedes
markant. Forfatterne udforskede også, hvordan terapeutens og patientens refleksive
funktion passede sammen. Diamond et al. har tidligere antaget, at det optimale er, når
psyko terapeutens kapacitet til at forstå mentale tilstande i form af emotioner og intentioner
hverken er for avanceret eller for lav, men ligger i “zonen for nærmeste udvikling” (321) i
forhold til patientens. I dette tilfælde blev psykoterapeutens refleksive funktion (RF) målt til
6, som ligger mellem almindelig og såkaldt markeret.
MTV – behandling og rehabilitering af PTSD
83