MTV om behandling og rehabilitering af PTSD - RCT Documentation ...

De noget arbitrære konsensusbaserede kategoriale diagnostiske distinktioner begrænser i stort
omfang den kliniske praksis og den kliniske forskning (220). En klar beskrivelse af patientens
reaktions- og relationsmønster og en vurdering af vedkommendes psykosociale ressourcer og
funktionsniveau (mentaliseringsniveau) ud fra velfunderet videnskabelig udviklingspsykologisk
viden vil langt tydeligere end den symptombaserede diagnose kunne vejlede behandlingsindsats
og klinisk forskning over for det sammensatte og komplekse billede af kronisk PTSD hos
flygtninge (80;212;218;221-224). Disse forskere fremhæver, at denne enklere og mere sparsomme,
hierarkisk opbyggede beskrivelse af kliniske forstyrrelser – herunder PTSD – forsyner
os med en enklere måde at håndtere det komplekse og plagsomme problem med co-morbiditet
på.
Udover den niveaumæssige vurdering af psykosociale ressourcer tyder nyere forskning på, at en
sådan model er relevant i forståelsen af mønstre for PTSD co-morbiditet (204;205;225). Disse
forskere fandt undertyper af PTSD blandt både kvinder og mænd. Den eksternaliserende
intro jektive undertype var karakteriseret ved tendens til at udtrykke posttraumatisk stress udad
gennem antagonistiske, fjendtlige interaktioner med andre og gennem konflikter med sociale
normer og prosociale værdier. De udviste højere vredesniveau og aggression, misbrugsrelaterede
forstyrrelser og flere cluster B personlighedsforstyrrelsestræk 29 . Personer med eksternaliseringstræk
beskrev sig selv som impulsive, at de i mindre grad tager hensyn til konsekvenser,
at de er let antændelige, irritable og kronisk stressede. Endvidere med tendens til ekshibitionisme,
manipulation og ukonventionel adfærd. De beskrev også sig selv som emotionelt labile,
overaktive, impulsive, frygtløse, til tider aggressive og intimiderende, og de følte sig kronisk
forrådte og mishandlede af andre (225). Heroverfor var de, der internaliserede deres posttraumatiske
stress, karakteriseret ved skam, selvnederlags-, afværgende- og ængstelige mønstre,
undgåelse, depression og tilbagetrækning.
Denne gruppe udviste i de tre studier høj co-morbiditet med “major depression”, panik forstyrrelser,
skizoid og undgående personlighedsforstyrrelsestræk. De beskrev sig selv som uentusiastiske,
uinspirerede, let trætbare og med manglende interesser. De meddelte, at de havde få
venner, var reserverede og distancerede sig fra andre, og at de foretrak at være alene. De
beskrev sig selv som selvudslettende og ydmyge, de følte sig ikke specielle, beundringsværdige
og talentfulde. De udviste begrænset omfang af emotioner i relationer, de følte sig socialt
hæmmede, utilstrækkelige og hypersensitive over for kritik. De havde tendens til at inkorporere
skamfulde aspekter ved traumeoplevelserne i deres selvopfattelse. Dimensionen eksternalisering-/internalisering
forekommer således på empirisk grundlag relevant i vurdering af typen
for PTSD og co-morbiditet og som potentielt vejledende for typen af behandlingsindsats ud
over en skelnen mellem det introjektive og anaklitiske konfigurationsmønster (212).
Patienter med kronisk, kompleks PTSD, som kraftigt bliver mindet om de traumatiske
begivenheder, kan – som en mulighed – reagere med primær dissociation, der domineres af
invaderende billeder, flashbacks og hyperarousal. Dette reaktionsmønster med høj subjektivitet
og psykosenær psykisk ækvivalens har van der Kolk et al. (102) betegnet som primær
dissociation, jf. også Allen et al, 2004 (226).
60 MTV – behandling og rehabilitering af PTSD