MTV om behandling og rehabilitering af PTSD - RCT Documentation ...

Formålet var at beskrive outcome af torturrehabilitering på specialiserede centre i forskellige
socio-kulturelle settings fra et fænomenologisk perspektiv. Resultaterne er sammenfattet, fortolket
og tematiseret af forfatterne til artiklen på baggrund af fyldige patientudsagn:
Størstedelen af patienterne var udpeget, opfordret eller på anden måde henvist til rehabilitering
af NGO’er, familiemedlemmer, sundhedsinstitutioner eller andet. Andre har så at
sige registreret patientens problemer og henviser videre på denne baggrund.
Klienterne beskriver ofte deres situation som præget af desperation og hjælpeløshed og
oplevelsen af ikke at have nogen muligheder for at løse problemerne selv.
Patienterne har selv dannet sig hypoteser om årsagen til deres situation, som er præget af
spørgsmål om, hvor problemerne skal placeres, og hvem der er ansvarlig for at løse dem.
Patienternes livsbetingelser er ændrede. Grundlaget for selve livet er ændret såvel som
patientens muligheder og potentiale for fremtiden. Til trods for social støtte og samarbejde
fra andre oplever patienterne og deres familier, at de er isolerede og ene ansvarlige for at
mestre deres kriser og ansvar for forsørgelse (caring responsibilities).
Fra starten af interviewet udtrykte mange patienter deres taknemmelighed og tilfredshed
med den hjælp og støtte, de fik fra centrene og de ansatte. Det interpersonelle forhold til
behandleren og relationen til centrene blev anset som en betydelig faktor og mulighed i
deres daglige liv, der endvidere havde betydning for de problemer, patienterne gerne ville
have hjælp til at løse.
Bekendtskabet med centrene og de ansatte opfattes som en begivenhed, der muligvis kan
lede til en ændring i patientens socioøkonomiske status. Forbindelsen er således præget af
en vis afhængighed, hvor systemets holdninger har konsekvenser for patienterne og deres
familie og for deres fremtidige muligheder.
Det fremgik også af interviews, at patienterne ikke altid er klar over behandlernes mål og
planer med behandlingen og de rehabiliterende indsatser, ligesom de ikke er bekendte med
mulighederne og begrænsningerne i den måde rehabiliteringen er organiseret på.
Adskillige informanter oplyste, at den rehabiliterende indsats har givet mulighed for personlig
udvikling i deres liv. De erfaringer, patienterne har høstet under rehabilitering, overfører
de til familiedynamikken, børneopdragelse, udvikling af personligt potentiale m.m.
Patienternes forventninger til rehabiliteringen er klare: Smertelindring, forbedret fysisk
funktion, forbedret individuel funktion i familien, forbedrede relationer til omverdenen og
at genoptage arbejdet/at være i stand til at forsørge sin familie. Disse forventninger ser ud
til at være i overensstemmelse med centrenes mål for behandling. Patienterne rapporterede
på tværs af centrene en gennemgående tilfredshed med den støtte, behandling og rehabilitering,
de havde fået på centrene. Tilfredsheden var knyttet til flere dimensioner (den psykologiske,
fysiske og sociale), der afspejlede patienternes problemer i den komplekse sociale
kontekst de befandt sig i. Tilfredsheden repræsenterede overordnet set en følelse af ’self-
efficacy’ 64 eller ’empowerment’, som det også populært udtrykkes, særligt i relation til
patienternes mestring af dagligdagen og i deres fremtidsperspektiver. Dette må derfor være
et overordnet mål for behandling og rehabilitering.
MTV – behandling og rehabilitering af PTSD
187