MTV om behandling og rehabilitering af PTSD - RCT Documentation ...

Resultaterne herfra viste, at læger og sygeplejersker i primærsektoren generelt havde et lavt
vidensniveau i forhold til PTSD. Dette relaterer sig sandsynligvis til det faktum, at de modtager
mindre undervisning om flygtninge og PTSD, har færre personlige oplevelser med traumer
og mindre erfaring med psykoterapi (512). Til gengæld viste undersøgelsen, at læger og sygeplejersker
i primærsektoren er mere tilbøjelige til at snakke med flygtninge om tilstedeværelsen
af sygdom eller forstyrrelser sammenlignet med psykiatere og psykologer. Samtidig er de
mindre tilbøjelige til at henvise flygtninge til behandling i forhold til psykologer og psykiatere
og bidrager hermed til det store adgangsproblem flygtninge oplever. En måde at imødegå dette
problem kan være ved at øge lægernes og sygeplejerskernes viden om PTSD, således at de på
systematisk vis kan tage affære i forhold til deres traumepatienter – fx gennem udvikling af
målrettede uddannelsesprogrammer og materialer om PTSD (30). I denne undersøgelse indgik
kun i alt 30 udbydere af sundhedsydelser til flygtninge, hvorfor resultaterne må tages med
forbehold. Desuden var interviewerne ikke blindet, så de vidste besked om, hvilken gruppe af
udbydere deltagerne tilhørte.
På trods af den manglende viden på området blandt praktiserende læger, anerkendes deres
vigtige rolle i behandlingen af flygtninge i flere sammenhænge. Et vigtigt terapeutisk mål for
læger er at opbygge tillidsfulde forhold til deres patienter. Fordi mange kulturer er bekendte
med lægen i primærsektoren, er det et naturligt udgangspunkt for at opbygge den tillid, flygtninge
og torturoverlevere har brug for, hvis de skal acceptere henvisninger til psykiatere eller
andre specialiserede centre (504). Netop de praktiserende læger har ved den langvarige kontinuerlige
kontakt mulighed for at få kendskab til patienternes fysiske, psykiske og sociale
udsving samt at opbygge tillid, hvorved patienten får mulighed for at få sit stressniveau neutraliseret.
En mulighed i forbindelse hermed kunne være at tilbyde patienterne faste tider for
samtale med 1-2 måneders mellemrum (509).
Psykologer og psykiatere
Der kan ikke herske tvivl om vigtigheden af psykologers og psykiateres arbejde i behandlingen
af patienter med PTSD. Deres viden og ekspertise synes essentiel, og som før nævnt, tyder
meget på, at antallet af psykiatere i personalesammensætningen er af stor betydning for det
samlede antal patienter, der behandles (501). Dog pointerer samme undersøgelse fra England,
at enkelte teams arbejder uden psykologer og psykiatere i personalesammensætningen.
I førnævnte undersøgelse af forskellige udbyderes viden, holdninger og servicemønstre i forhold
til PTSD indgik også psykologer og psykiatere som en gruppe af udbydere (30).
Resultaterne viste, at der hos psykiatere og psykologer var den største forskel mellem det antal
patienter, de vurderede havde PTSD, og det antal patienter, de vurderede havde behov for
behandling. Det tyder således på, at selv hos disse professionelle behandlere forbindes diagnosen
PTSD ikke konsekvent med et behov for behandling. Dog anbefaler denne gruppe af
udby dere i højere grad behandling sammenlignet med behandlere i primærsektoren, men de
overbringer ikke et rationale for behandlingen, der er baseret på en opfattelse af sygdom, for
slet ikke at tale om PTSD. Desuden viste undersøgelsen, at psykiatere og psykologer har en
tendens til først og fremmest at anbefale psykoterapi.
MTV – behandling og rehabilitering af PTSD
163