MTV om behandling og rehabilitering af PTSD - RCT Documentation ...

Social og dermed psykologisk isolation (ensomhed) er i sig selv årsag til en lang række psykiske
og fysiske sygdomme (525). Deres metodologisk, sofistikerede og empiriske studier bygger på
hjernescanninger, analyse af blodtryk, immunrespons, stresshormoner, adfærd og genekspretion
og viser, at mennesker er langt mere forbundne og gensidigt afhængige – både fysiologisk
og psykologisk, end vores kultur ofte tillader os at erkende. Den målbare smerte ved ensomhed
afføder en frygtrespons med en vedvarende fornemmelse af afvisning og isolation, der er i
stand til at forringe DNA-transkription i vores immunceller. Denne forringelse omfatter også
kognition, viljekraft, udholdenhed såvel som evnen til at aflæse sociale signaler og udøve
sociale færdigheder. Den begrænser evnen til regulering af emotionen, der kan medføre udadreagerende
(eksternalisering) eller selvnederlags adfærd, der forstærker selvisolation og afvisninger,
som personer frygter (525), jf. også afsnit 5.7.7. Jf. også Savin et al. (513), hvor en tidlig
screening og opsporing af risikogrupper blev anvendt til at iværksætte en tidlig forebyggende
behandlingsindsats.
Tilfredshed
Tilfredshed er en vigtig indikator for kvaliteten af sundhedsydelser. Netop fordi tilfredse
patienter har en tendens til at tilslutte sig terapeutiske og rehabiliterings-regimer, er det af stor
interesse for behandlere at opnå en forståelse for de faktorer, som bidrager til patienters tilfredshed.
Undersøgelsen er uddybet i kapitlet om patienten.
Resultaterne fra Programstrukturen og graden af PTSD-symptomer har betydning for behandlingsresultatet.
Længerevarende hospitalsprogrammer bidrog til dårligere behandlingsresultater
(19).
Det blev antaget, at engagement havde en direkte effekt på mængden af deltagelse, behandlingsresultat
og tilfredshed. Længden af hospitalsopholdet og antallet af individuelle sessioner i
den ambulante behandling havde direkte effekt på tilfredsheden (19).
Opnåelsen af et hjemligt miljø, som opleves som organiseret, støttende og som værende velfunderet
i klar kommunikation mellem personale og patienter synes at være lige så vigtigt som
andre aspekter af behandlingsprogrammet eller behandlingsprocessen i forhold til patienters
tilfredshed med behandlingen (19).
Kliniske forbedringer viste sig at have en lille til næsten ikke-eksisterende effekt på patienttilfredsheden,
hvilket også stemmer overens med tidligere forskning. Ved hospitalspatienterne
viste det sig, at de klart foretrak at blive behandlet indenfor specialiserede PTSD-programmer
frem for generelle psykiatriske programmer (19).
Konkluderende kan siges, at klinikere har sandsynligvis størst mulighed for at opnå succes i
forhold til maksimering af patienttilfredsheden med PTSD-behandlingen, hvis de kan fremme
patienternes oplevelse af et støttende socialt klima, fokusere på deres krigstraumer, øge deres
engagement i behandlingen og tage fat på de distancerende effekter af deres sociale isolation.
MTV – behandling og rehabilitering af PTSD
175