MTV om behandling og rehabilitering af PTSD - RCT Documentation ...

Tolken kan både virke som positiv mediator og terapeutens indgangsport i etableringen af
tillid i den terapeutiske alliance, men også som en signifikant hindring i udviklingen af en
støttende, konstruktiv og tillidsfuld alliance, der optimalt set bør være til stede mellem alle
medlemmer af triaden. På samme måde oplever terapeuten, at tolkens tilstedeværelse kan være
en positiv støtte til at dele intensiteten af patienternes stærke følelser og oplevelser. Størstedelen
af de tilfælde, hvor terapeuten udtrykte utilfredshed med tolken, handlede om episoder, hvor
tolken havde overskredet sine kompetencer, ikke havde oversat korrekt, havde kritiseret
terapeutens metodiske tilgang til patientens problemstilling eller lignende. Alle terapeuter og
tolke havde erindringer om episoder, hvor tolken havde haft så stærke følelser i relation til en
terapeutisk session, at det havde virket forstyrrende, men at det blandt interviewpersonerne
var en meget usædvanlig hændelse.
Det centrale er, at hver af deltagerne i den terapeutiske triade potentielt oplever en myriade af
følelser og reaktioner som resultat af den særlige interaktion, de indgår i, med de roller, der
hører med, og som kan have indflydelse på både den terapeutiske alliance og det terapeutiske
outcome. Derfor kan mange negative episoder forebygges gennem grundig udvælgelsesprocedure
i ansættelse af tolke, ordentlig træning af tolke og god støtte og supervision til både tolke
og terapeuter (545).
Som det sammenfattes i citatet nedenfor, stilles der store krav til tolkens kompetencer og rolle
i det terapeutiske arbejde: ’Et vigtigt forhold i arbejdet med traumatiserede flygtninge, der ikke
taler tilstrækkeligt dansk til at kunne undvære tolk i terapisessionerne, er den nonverbale kommunikation
mellem tolk og klient. Opgaven må være, at tolken udtrykker det verbale og kognitive indhold
i terapien samtidigt med, at den nonverbale kommunikation er domineret af terapeuten og
klienten. Tolken skal være placeret i lokalet, så han/hun har den samme afstand til klient og
behandler og således, at ansigtskontakt til begge er mulig, men mindsket. Den nonverbale kommunikation
fra tolken bør i videst mulig omfang synkroniseres med terapeutens og klientens nonverbale,
emotionelle kommunikation. Ved at tale om det, ved at øve sig, ved at kende hinanden og
emotionelt svinge sammen skal terapeut og tolk forsøge i videst mulige omfang at synkronisere deres
tilstande og emotioner (relationsformer) i forhold til klienten – alt sammen under terapeutens
“føren an” og tolkens “følgen efter” (jf. Fosha, 2000 og Sørensen, 2006). Hvis tolken “fører an” eller
på anden måde kaprer, overtager eller styrer relationen i terapien, må terapeut og tolk efterfølgende
arbejde med problemet, eller tolken må udskiftes. En stabil, langvarig og kendt relation mellem
terapeut og tolk er langt at foretrække frem for skiftende tolke, som eventuelt på uforudsigelige
måder kan indgå i andre relationsformer med klienten end den, terapeuten lægger og “fører an”
med. Affektsynkroni mellem terapeut og tolk og mellem tolk og klient må være det optimale. Dette
tydeliggør de store krav, der stilles til tolkens følelsesmæssige ressourcer og empatiske evner, da tolken
ideelt set skal kunne balancere mellem relationen til behandleren og relationen til klienten på en
måde, som er loyal over for begge’ (546).
Samtaler med behandlere på de behandlingsinstitutioner, der blev besøgt i den indledende fase
af projektfasen, afslørede talrige andre eksempler på etiske problemstillinger i forbindelse med
brug af tolk i terapeutiske sessioner.
198 MTV – behandling og rehabilitering af PTSD