MTV om behandling og rehabilitering af PTSD - RCT Documentation ...

5.4.2. Betydningen af patientens psykiske ressourcer
Der er empirisk påvist sammenhæng mellem psykiske ressourcer (målt ved kvaliteten af relationer
til nærtstående) og behandlingsudfaldet af en traumefokuseret tilgang til behandling af
patienter med kronisk PTSD (341). Her blev det klart påvist, at flere psykosociale ressourcer i
form af højere funktionsniveauer for objektrelationer forudsagde udbyttet af en traume fortolk
ning og traumeeksponerende behandling.
Et studie af Ogrodniczuk et al. (342) og Piper et al. (343) udforskede værdien af fortolkende
over for støttende gruppeterapi af personer med komplicerede og langvarige sorgreaktioner.
Programmet omfattede 12 ugentlige sessioner á 90 minutter, der blev optaget på video. Både
de grupper, der modtog støttende behandling og de, der modtog eksponerende, fortolkende
behandling, udviste bedring med hensyn til almen symptomatologi, sorgreaktioner og målfokuserede
problemområder. Programmet påviste det interessante, at forekomsten af modne
objektrelationer af høj kvalitet var nært forbundet med større udbytte af fortolkende og
eksponerende behandling. De patienter, der havde færre ressourcer i form af mere primitive,
søgende eller kontrollerende relationer, havde mest udbytte af den støttende behandling.
Et senere studie (344) viste, at balancen mellem positive og negative affekter under terapisessionerne
var den vigtigste mediator af denne sammenhæng. Rothschild påpeger den samme
sammenhæng: Efter de afklarende samtaler og undersøgelser kan patienter med allerede internaliserede
ressourcer (til affektregulering og mentalisering) hurtigt gå i gang med at arbejde
direkte med deres traumatiske oplevelser. Over for patienter med færre ressourcer kan det
terapeutiske forhold hjælpe patienten med at blive fortrolige med de ressourcer, vedkommende
engang har kendt, men har mistet kontakten med på grund af de traumatiske oplevelsers komplekse
og overvældende natur. I forhold til de mest ressourcesvage patienter kan det terapeutiske
forhold udgøre selve terapien med opbygning af de ressourcer og den modstandskraft, som
patienten aldrig har udviklet, og som er en forudsætning for at kunne tage fat på de traumatiske
erindringer på en mere direkte måde (345), p.101). Det er bl.a. af disse årsager vigtigt, at
PTSD-patienternes ressourcer (i form af niveau for nære objektrelationer og mentaliseringsevne)
vurderes, for at den sandsynligt mest virksomme behandling iværksættes fra begyndelsen.
5.4.3. Betydningen af patientens symptomkonstellation
Fonagy (80) påpeger, at i stedet for at lede efter effekten af en bestemt teknik over for bestemte
problemstillinger ud fra DSM-IV, må vi forsøge, ud over symptomatologien, at identificere de
kernedysfunktioner, der er forbundet med forstyrrelser. Dernæst må vi empirisk demonstrere
disse centrale dysfunktioner. Alene den omstændighed at en PTSD-diagnose ud fra de mange
mulige symptomkonstellationer kan fremtræde meget forskelligartet, gør det nærmest umuligt
alene at fokusere på én bestemt behandlingseffekt over for én bestemt sygdom, som alene er
beskrevet ud fra symptomkonstellationer (346). Efter identifikationen af patienternes centrale
dysfunktioner må der etableres en begrebsmæssig forbindelse til den foreslåede behandling.
Når denne begrebsmæssige forbindelse mellem patientens centrale problemer og foreslåede
MTV – behandling og rehabilitering af PTSD
87