MTV om behandling og rehabilitering af PTSD - RCT Documentation ...

3.1. Flygtninge, PTSD og sundhedsvæsen
Lavere social status er associeret med højere sygelighed og dødelighed. Især kroniske sygdomme,
hvor psykiske sygdomme udgør et væsentligt socialt og sundhedsproblem, har store menneskelige
og samfundsøkonomiske konsekvenser. Særligt sårbare grupper, herunder visse etniske grupper og
indvandrere (19), der er overrepræsenteret i lavere sociale klasser (20), har højere behandlingsrater
end danskere for en række somatiske sygdomme (21) og rapporterer langt højere forekomst af kronisk
angst, depression eller anden psykisk lidelse end baggrundsbefolkningen i den seneste
Sundheds- og Sygelighedsundersøgelse (22). Desuden har gruppen et markant højere forbrug af
sundhedsydelser, især fra praktiserende læge, uafhængigt af erhvervsdeltagelse (22;23).
Sociale forskelle mellem danskere og etniske minoriteter kan forklare en del af forskellene i sygelighed
og dødelighed, men betydningen af samspillet mellem etnicitet, sygelighed og sociale
faktorer kan endnu ikke tydeligt forklares. Det anbefales at betragte gruppen af etniske minoriteter
som en særskilt gruppe med særlige behov i forebyggelsen og i vurdering af behovet for sundhedsydelser
(23). Resultater fra en ny dansk tværsnitsundersøgelse af sundhed blandt etniske
minoriteter, der udkom i juni 2008, viser, at der blandt indvandrere 11 findes en større andel med
langvarig sygdom end blandt etniske danskere, og at indvandrere i undersøgelsen samlet set har
lavere selvvurderet helbred end etniske danskere. Desuden ses for forskellige grupper af indvandrere
en højere forekomst af diabetes, forhøjet blodtryk, hjerteproblemer, kronisk bronkitis,
hyppig hovedpine og en række andre udvalgte lidelser i forhold til etniske danskere (24). Det
antages, at disse karakteristika også gælder for den gruppe af etniske minoriteter og indvandrere,
der er kommet til Danmark som flygtninge, med eller uden psykiske traumer.
I forhold til behandling og rehabilitering af patienter med PTSD, herunder traumatiserede flygtninge,
er det en positiv udvikling, at der er øget fokus på etniske minoriteters sygelighed og forbrug af sundhedsydelser,
både inden for somatikken og psykiatrien (22;23). Historisk set er diagnosen PTSD forholdsvist
ny, og i kraft af at det psykiatriske behandlingssystem ikke har været gearet til at opspore,
diagnosticere og behandle traumatiserede flygtninge, har gruppen tidligere været stærkt overset og
underbehandlet. I en dansk oversigtsartikel fra 1990’erne angives manglende kendskab til diagnosen,
dens klassifikation og komplekse symptombillede hos psykiatriske behandlere som årsagen til, at
diagnosen sjældent blev stillet, selvom oplysningerne herom fandtes i journalen for 2/3 af flygtninge i
behandling (25). Ligeledes har terapeuters holdninger til behandling af traumatiserede flygtninge båret
præg af, at flygtninge/indvandreres psykiatriske problemstillinger og symptombillede var udtryk for
kulturelle forskelle, som derfor ikke kunne honoreres af det danske sundhedsvæsen. Mange er derfor
aldrig blevet henvist til psykiatrisk behandling, hvor dem, der blev henvist, ofte blev afsluttet for
tidligt, uden at følgerne efter tortur og traumer var blevet inddraget i behandlingen (26) og (27) 12 .
Dette mønster bekræftes af resultater fra udenlandske undersøgelser, der bl.a. peger på, at klinikere
ikke formår at identificere symptomer på følgerne af tortur, at kun et fåtal af patienter beretter deres
behandler om deres traumatiserende oplevelser, og at behandlerne heller ikke spørger ind til det (29).
Blandt sundhedsprofessionelle i ’primary care’, ’community social service providers’ og ’mental health
service providers’ fandt man tilsvarende holdninger til og mangelfuld viden om PTSD; et vidensniveau,
der havde negativ effekt på den information og de ydelser, der blev tilbudt en gruppe bosniske
34 MTV – behandling og rehabilitering af PTSD