Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

streret problemer af den art, som inddrages i målingen. Men
vil man eksempelvis, når der ikke er tale om problemer af
samme sværhedsgrad som hos forældrene, kunne antage,
at der ikke er tale om social arv?
Et problem ved den kvantitative tilgang er, at den kun opfanger
de dimensioner af fænomenet, som kan kvantificeres
og ”måles”. Når man eksempelvis vil undersøge, hvordan
børns uddannelsespræstationer varierer med den sociale
baggrund, er man i den kvantitative tilgang tvunget til at
vælge variable, faktorer eller indikatorer, for hvilke der er
data, og analysens resultat bliver da en beskrivelse af,
hvordan disse samvarierer (jfr. Sayer 1992: 202). Når fænomenet
ikke kan måles, dvs. når det ikke kan udtrykkes i
tal, opstår der problemer med at få det begrebsliggjort. Men
hvordan skal objekter være for at det er muligt at kvantificere
dem, spørger Sayer. F.eks. er et barns socialisation en
proces, som rummer kvalitativ forandring, og som ikke kan
måles kvantitativt på nogen meningsfuld måde (Sayer
1992: 177).
I bogen Risikobørn (1993) opstilles der side 9 en model,
som undersøger sammenhængen mellem de to variable
”Belastningsfaktorer” og ”Konsekvenser” under inddragelse
af kontekstuelle faktorer, hvoraf nogle kan befordre konsekvenserne
(”Sårbarhed”), mens andre vil kunne modvirke
de mulige negative konsekvenser (”Beskyttende faktorer”).
”Modellen kan kort og forenklet fremstilles sådan, at når et
individ udsættes for belastninger ud over en vis grænse, reagerer
det med stress – forløbende over en alarmfase, en
modstandsfase og en udmattelsesfase.” (Jørgensen et al.
1993: 8).
Denne model, som anlægger et processyn på den sociale
arv, og som inddrager en række mulige mekanismer, kommer
i virkeligheden tæt på en kritisk realistisk tilgang til
studiet af social arv. Vi ser heller ikke nogen deterministisk
tankegang, idet det fx hedder: ”Ifølge denne tankegang er
individet måske i stand til i modstandsfasen at overvinde el-
120