Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

mobilitet”, men også med henblik på udforskningen af de
processer, der fører til, at de dårligst stillede i vores samfund,
ender med de belastninger, skader og sociale problemer,
som de får. Der er altså på ingen måde tale om nogen
”automatisk” eller ”deterministisk” proces, men om en proces
præget af, at der er en række åbne muligheder, og herunder
muligheder for indgriben (indsats) udefra, men naturligvis
også præget af de indvirkninger, som stammer fra den
rådende beskæftigelses- og socialpolitik.
I en pædagogisk grundbog, Introduktion til pædagogik, fra
2002 taler Lars Ulriksen om, at ”Der er en tæt forbindelse
mellem uddannelse og sundhed, uddannelse og indkomst og
uddannelse og magt. Mennesker med kort uddannelse eller
uden uddannelse har statistisk set en dårligere sundhedstilstand,
de lever i kortere tid, har en lavere indkomst og har
mindre mulighed for indflydelse – både på deres egen arbejdssituation
og politisk indflydelse i bredeste forstand.”
(Ulriksen 2002: 174). Med begrebet social arv sigtes der til,
at ”der er en tendens til at børn overtager forældrenes og
kønnets sociale og uddannelsesmæssige placering, hvad enten
den er høj eller lav, og at børn af forældre med sociale
problemer af større eller mindre grad i nogen udstrækning
falder ind i et tilsvarende socialt mønster.” (s. 175). Ulriksen
tilføjer: ”Man taler derfor om at der sker en sortering i uddannelsessystemet,
og det i en grad så det måske var mere
rimeligt at kalde det for ’fordelingsagentur for livschancer’
end en ’folkeskole’ (ifølge lektor i uddannelsesforskning Leif
Hansen)” (Ulriksen 2002: 175f).
Som eksempel på den pædagogiske vinkel på social arv kan
man nævne pædagogen Lene Linds bog På vej – men hvorhen?
(1993). Her er udgangspunktet det pædagogiske arbejde
med børn, der er præget af den sociale arv. I bogen
følges en familie gennem tre generationer - piger, der alle
bliver skildret som præget af deres fortid (den sociale arv),
primært med fokus på livet i børnehaven. Hun vil ikke alene
vise, hvordan den sociale arv videreføres, men også belyse,
”hvor ubrydelig den er, ved at følge en familie gennem flere
70