Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

en er helt udslidt, hun magter ikke hjemmets pasning. Det
er disse familier, som ikke følger de forebyggende børneundersøgelser,
men som har stor børnesygelighed. Deres børn
volder vanskeligheder i skolen (…), osv.” (Christensen 1976:
55). Christensen bruger om klientellet betegnelsen ”fattigdommens
kultur”, og drøfter, om det er en uafvendelig
skæbne, at der altid vil være nogen som ikke kan klare sig”
(s. 55). Han peger her på, at der i et konkurrencesamfund
altid vil være vindere og tabere. Det er ikke desto mindre
ifølge Christensen vigtigt, at der er nogen, der tror på tabergruppernes
muligheder og ”vil medvirke til at ændre de
forhold, som skaber tabere” (s. 55).
Ifølge Christensen og Sommer (2002) skal begrebet social
arv ”illustrere, at opvækstforholdene kan have en ligeså afgørende
virkning for livet som den genetiske arv” (s. 193).
”Social arv og genetisk arv kan for så vidt godt sammenlignes.
Meget få sygdomme er ”absolut” arvelige. I de fleste
tilfælde drejer det sig om et anlæg eller en svaghed, der
slår ud, når samspillet med miljøet giver anledning til dertil.”
(Christensen & Sommer 2002: 194). Denne forståelse
svarer på mange måder til den kritisk realistiske opfattelse:
Hvorvidt en bestemt mekanisme kommer til udfoldelse, afhænger
af, om der i konteksten er en anden mekanisme,
der udløser (trigger) den. Under andre sociale betingelser
viser den pågældende mekanisme sig ikke, eftersom den ikke
bliver aktiveret. Med udgangspunkt i en sådan (kritisk
realistisk) virkelighedsforståelse kan der aldrig blive tale om
nogen determinisme eller mekanisk reproduktion af problemer.
Det er, som Christensen & Sommer siger, ”en risiko,
ikke en naturlov, at det går galt” (s. 194).
Speciallæge i psykiatri Preben Brandt bruger også begrebet i
flere af sine publikationer, herunder Yngre hjemløse i København
(1992). Begrebet knytter han på linje med Vagn
Christensen til børns opvækstvilkår, hvor den sociale arv ses
som følgerne af at have ”været udsat for massive og langvarige
negative påvirkninger fra tidligt i barndommen”, og
af at være blevet ”socialt og følelsesmæssigt svigte(t)”
44