Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

ver på fattigdom, som kan klassificeres som enten patologiske
eller strukturelle tilgange.
I den patologiske tilgang ses fattigdom som produkt af individuel
svaghed eller manglende dygtighed. Individerne ses
med andre ord som ophavsmænd til deres egen skæbne eller
vanskæbne.
De patologiske (individuelle) forklaringer omfatter genetiske
forklaringer, som søger at relatere social status til arvede
egenskaber så som intelligens, samt psykologiske tilgange,
som forklarer individuelle præstationer ud fra personlighedstræk.
En anden kategori af forklaringer fokuserer ifølge Alcock på
familien eller lokalsamfundet som årsagen til fattigdom:
Utilstrækkelighed hos forældrene, sænkede aspirationer og
et dispriviligeret familiemiljø bliver internaliseret som en del
af børnenes værdier, når de vokser op. Det betyder, at de
opvoksende børns forventninger og evner forringes, og de
bliver mere parate til at acceptere fattigdommen. Selv om
denne model undgår at tilskrive individer skylden for fattigdommen,
ser den dog de fattige selv, som dem, der producerer
og reproducerer fattigdommen, om end det sker kollektivt
via familiekulturen og fællesskabet (Alcock 1997:
38).
De strukturelle tilgange ser derimod snarere fattigdom som
resultat af det komplekse samspil mellem sociale kræfter
inden for en dynamisk strukturel kontekst og proces. Fattigdom
bliver i denne forklaring produktet af social forandring,
og opmærksomheden rettes herved mod den kontekst,
hvori fattigdommen opleves. Fattigdommen må således ses
som konsekvensen ikke af et enkelt individs handlinger,
men af interaktioner mellem mange forskellige årsager.
Fattigdom opfattes i den strukturelle tilgang som et produkt
af dynamiske samfundskræfter, og fattigdom opfattes i
denne tilgang snarere som et resultat af svagheder i de poli-
81