Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

legerede mennesker står overfor. Det kan fx være ændringer
på arbejdsmarkedet, som gør det vanskeligt at finde
jobs. Ingen har haft til hensigt at skabe denne situation, og
fattigdom bliver derfor en utilsigtet konsekvens af sociale
årsager, eksempelvis økonomiske forandringer (Wright
1994: 36).
Løsningerne bliver i dette perspektiv uddannelse og udvikling
af færdigheder, så de disprivilegerede kan komme til at
deltage aktivt på arbejdsmarkedet. En anden løsning kan
være igangsættelse af offentlig beskæftigelse. En konservativ
version af denne tilgang kommer til udtryk hos Charles
Murray, der mener, at de fattige handler rationelt, når de
udnytter velfærdssystemets generøsitet. Hans løsning er
derfor at eliminere alle velfærdprogrammer og derved give
de fattige incitament til at handle ansvarligt og begynde at
arbejde hårdt.
Den fjerde og sidste tilgang betragter fattigdom som egenskaber,
der er samfundssystemet iboende. I den marxistiske
tradition ses fattigdommen således som genereret af dynamikken
i klasseudbytningen. Fattigdom er således ikke en
ulykkelig tilfældighed eller et biprodukt. Tværtimod er der
magtfulde og privilegerede aktører, som har en aktiv interesse
i at opretholde fattigdom. Kapitalister og andre udbyttende
klasser nyder godt af fattigdommen. Fattigdommen er
en del af den måde kapitalismen funktionerer på (Wright
1994: 37f).
Dette syn på fattigdom har afgørende politiske implikationer.
Reduktionen af fattigdommen kræver således, at magtfulde,
privilegerede sociale kræfter overvindes. Wright nævner
her to principielle varianter: Den revolutionære marxisme,
der hævder, at kapitalismen som sådan må elimineres,
for at fattigdommen kan reduceres. Den anden variant, den
Socialdemokratiske, hævder, at kapitalismen kan tæmmes i
betydelig grad, og at en omfordeling af indkomster ikke er
uforeneligt med, at de kapitalistiske institutioner kan overleve
(Wright 1994: 38).
76