Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

med fysisk afstraffelse. Vold bliver derfor en acceptabel måde
at reagere på.” I artiklen hedder det videre: ”Fysisk afstraffelse
opfattes som en helt naturlig del af opdragelsen i
mange indvandrerfamilier og kan i nogle tilfælde være skyld
i, at børnene senere i livet selv udøver vold.” Om vold i
hjemmet siger formand Jette Bergenholz Bautrup, at det er
”noget, der giver ar på sjælen”. ”Man bliver følelsesmæssigt
afstumpet af at blive slået af sine forældre, og det medfører
koncentrationsbesvær, som har en betydning for indlæringen.
Selvværdet forsvinder, og børnene bliver meget usikre
på sig selv, og derfor lader de sig nemmere friste af fællesskabet
i de kriminelle og ekstremistiske grupper, ” siger
psykolog Nicolai Sennels, der igennem ti år har beskæftiget
sig med unge med sociale vanskeligheder. ”Det er primært
far, der slår, og børnene spejler sig i ham. De lærer, at vold
er en acceptabel måde at reagere på. Og det kan betyde, at
de selv bliver voldelige senere hen,” tilføjer Nicolai Sennels.
(Urban den 12. 2. 2009, mine fremhævelser, SAA).
Udtalelserne fra såvel Bautrup som Sennels tyder på, at udsatte
børn kan ”arve” magtesløshed, sådan som Jonsson i
sin tid gjorde opmærksom på (Jfr. Jonsson 1969: 10). Forringet
selvværd og usikkerhed kan ses som udtryk for
”magtesløshed” (Seligman taler specielt om ”tillært hjælpeløshed”).
De voldelige afstraffelsesformer har i ovenstående
tolkning ikke kun umiddelbare, men specielt langsigtede
konsekvenser (”ar på sjælen”, ”afstumpning”, ”koncentrationsbesvær”).
Der åbnes altså med disse stikord op for at
kigge på processerne i den ”sorte boks” mellem input (afstraffelserne)
og outcome (volden hos børnene). Vi kan måske
her identificere nogle af de psykiske og sociale mekanismer,
som fører til den senere vold hos det barn, som har
mødt vold i hjemmet.
Alligevel er det læringsteoretiske perspektiv for snævert,
idet det udelukkende fokuserer på det psykiske og det interaktionistiske.
Det inddrager således ikke rammerne og baggrunden
for volden. I en anden artikel af Julie Kofoed udtaler
stand up-komikeren Omar Marzouk således, at der ”ikke
22