Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

plet, at den individuelle adfærd ikke kan forstås isoleret fra
de strukturelle forhold, som indvirker på den.
Der kan her siges meget mere om såvel kulturen (bl.a. patriarkalske
familiemønstre) og de sociale forhold (fx arbejdsløshed,
dårlig økonomi og dårlige boligforhold), som spiller
en rolle, dvs. de forhold, der skaber afmagten og frustrationen
hos de forældre, der handler voldeligt overfor deres
børn (slår med fx ”et bælte eller et rap over fingrene”). Kan
afstraffelsespraksis forstås udelukkende ud fra de etniske
minoriteters kulturbaggrund, eller virker den fattigdom og
den udsatte sociale situation, som mange fra etniske minoriteter
befinder sig i, befordrende for en voldelig adfærd? Man
kan let forestille sig, at en far, som på grund af arbejdsløshed
er blevet frataget sin rolle som familieforsørger, vil have
lettere ved at blive irriteret og reagere aggressivt, end en
familiefar, der har sit på det tørre. Den adfærd, der betragtes
som overført fra den ene generation til den næste, kan
altså næppe forstås løsrevet fra den sociale situation, de
pågældende befinder sig i, eller som uafhængig af strukturelle
faktorer, som genererer arbejdsløshed og social eksklusion.
Efter således gennem et konkret eksempel kort at have
skitseret, hvad en kritisk realistisk betragtningsmåde kunne
indebære, vil jeg bevæge mig over i en diskussion af, hvordan
begrebet social arv kan defineres. I stedet for som Ejrnæs
et al. (2004) at forkaste begrebet som sådant, vil jeg
snarere optere for en videreudvikling og præcisering af begrebet.
Jeg vil i den forbindelse indledningsvis skitsere,
hvad der vil kunne ligge i at betragte den sociale arv som en
social proces frem for at se den som en ”statistisk sammenhæng”
mellem variabler, dvs. mellem problemer i den sociale
baggrund og efterfølgende problemer i børnenes liv. Hermed
argumenterer jeg for at gå bag om variablerne og gå
fra studiet af samvariation til studier af processer.
24