Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

og i august 1991 nedsatte regeringen den såkaldte Socialkommission,
der skulle analysere overførselsindkomsterne
ud fra en helhedssynsvinkel.
Socialkommissionen konstaterede, at den sociale arv ikke
var forsvundet: ”De unges uddannelsesstatus følger i stor
udstrækning forældrenes. De unge vil derfor i vidt omfang
også følge forældrenes mønster for modtagelse af kontanthjælp
og arbejdsløshedsdagpenge. (…) Inden for alle socialgrupper
udbetales der mest til unge, hvis forældre ligeledes
var afhængige af overførselsindkomst.” (Socialkommissionen
1992: 14). Man konstaterede endvidere, at ”en betydelig
del af dem, der i en periode rammes hårdt af arbejdsløshed,
forbliver langvarigt arbejdsløse” (s. 62). En del kunne
betegnes som ”fastlåste”. Endelig undersøgte Socialkommissionen,
om der var en sammenhæng mellem de unges
modtagelse af dagpenge og deres forældres modtagelse
af overførselsindkomst. Det viste sig her, ”at der var en klar
tendens til, at unge fra familier, der i 1981 var afhængig af
overførselsindkomst, også selv kommer til at trække mere
på dagpenge- og kontanthjælpssystemerne end de unge,
hvis familier ikke modtog overførselsindkomst” (Socialkommissionen
1992: 83).
I Socialkommissionens debatoplæg Sortering for livet
(1992) er definitionen af social arv ”betydningen af familiens
sociale og økonomiske status for et barns fremtid også som
voksen” (Sortering for livet: 10). Størst vægt i den sociale
arv har uddannelsesvalget, men ”den sociale arv rækker videre
endnu: Selv når man sammenligner unge, der trods en
forskellig baggrund har fået den samme uddannelse, slår
forældrenes status og eventuelle ledighed under barnets
opvækst igennem på tallene for de unge. Ledigheden er højere,
og afhængigheden af overførsler større, blandt unge
fra hjem med de selvsamme problemer. / Den sociale arv
har derfor flere dimensioner, som kan sammenfattes i følgende
arvelov: Børn af vindere bliver sjældent tabere, og
børn af tabere bliver sjældent vindere.” (s. 10f). Den sociale
arv er altså ikke blot ”ubrudt trods massiv uddannelsesind-
55