Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

denne brede professionsfundering, der har medvirket til at
fastholde det op i en tid, som ellers præges af nyliberal politik
og nyliberale forståelser.
I den forståelsesramme, som Jonsson og medarbejderne på
Skå lagde op til, lå ifølge Reintoft en opfattelse af, at ”det
ikke nyttede blot at arbejde med det skadede barn, men at
det var nødvendigt at inddrage hele familien i en fælles terapeutisk
proces” (sst., II). Heri lå endvidere en forståelse
af, at det ”var nødvendigt at anlægge ikke blot et socialt
fagligt eller lægeligt syn på familien og dens problemer,
men at forstå dens eksistentielle vilkår, dens sociale arv og
generationers samfundsmæssige erfaring som forudsætning
for at begribe såvel hvordan man lever som udstødt, og
hvorfor normer, livsstil og adfærd derfor bliver afvigende i
forhold til den øvrige samfundsmæssige ageren. Forudsætningen
for denne forståelsesramme – for et sådant paradigme
for arbejdet med de udsatte familier og børn”, er ifølge
Reintoft ”erkendelsen af, at socialt arbejde er politisk virke”
(Reintoft 1998: II). ”Som Jonsson udtrykker det gik
man fra psykologisering til politisering.” (s. II).
Mens social arv i 1970erne blev sammenkædet med ”restfattigdom”
og problemfamilier, blev det i 1990erne forbundet
med begreber som social udstødning og social eksklusion.
Det er ifølge Reintoft, socialarbejderne, der lettest ser
”følgerne af vort højeffektive og udemokratiske arbejdslivs
udstødningsmekanismer” (s. III). Det er således næppe tilfældigt,
at begrebet social arv igen dukkede i 1990erne op i
den af Schlüterregeringen nedsatte Socialkommissions redegørelser.
Baggrunden for dets fornyede aktualitet var
uden tvivl den tiltagende marginalisering fra arbejdsmarkedet
og fremkomsten af en voksende gruppe på overførselsindkomster
(jfr. også Christensen og Brockenhuus-Schack
1997: 43f, hvor der tales om ”den nye sociale arv”, som
formidles af andre faktorer end fattigdom). Der var imidlertid
markante forskelle i situationen. Mens 1960erne og -
70erne med Reintofts ord var præget af ”tillid til de grundlæggende
forandringers mulighed” og forhåbninger til en
63