Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

af alle former for disprivilegium syntes at opstå på ny i hver
generation (Jfr. her også oversigten hos Larsen 1999).
I det afsluttende studie i serien, Despite the Welfare State,
opsummerede Brown og Madge (1982) resultaterne fra hele
forskningsprogrammet. De konkluderede, at der er mange
cykler med disprivilegier med en række sociale problemer,
som glider ind i hinanden, og disse påvirker ikke bare en
’afvigende’ minoritet, men også store sociale grupper, og
som indebærer komplekse interaktionner mellem individuelle
karakteristika og socio-økonomiske kræfter, omfattende
hele samfundets struktur (sammenfattet af Kumar 1993:
195f).
Man må således fastholde, at forsøg på at individualisere
fattigdom tenderer til at aflede opmærksomheden fra bredere
social-strukturelle forklaringer af fænomenet. Den amerikanske
sociolog Herbert Gans har netop peget på, at den
primære forhindring for en eliminering af fattigdom ligger i
et økonomisk system, som er helliget opretholdelsen og forøgelsen
af rigdom blandt de allerede velstående (Gans ifølge
Kumar 1993: 195).
Ejrnæs et al. (2004) synes her at være på linje med den britiske
forskning i dens afvisning af ”cycle of deprivation”, når
de hævder, at ”social arv bortleder opmærksomheden fra
ulighed, fattigdom, diskrimination mv., fordi det henleder
opmærksomheden på nogle ofte ubetydelige statistiske tendenser”
(s. 31), og fordi der i social arvs-undersøgelserne
fokuseres ”på kendetegn ved familien eller forældrene,
mens der i mindre grad sættes fokus på risikofaktorer i barnets
øvrige miljø som fx fattigdom, ulighed, diskrimination
og undertrykkelse” (s. 24). Baggrunden for denne afvisning
er, som jeg ser det, at Ejrnæs et al. kun betragter begrebet
ud fra den patologiserende, individorienterede tilgang, mens
de alternative tilgange negligeres. Når Sir Keith Josephs begreb
“cycle of deprivation” blev afvist, skyldtes det som sagt
i høj grad, at begrebet antydede, at ”problemfamilier selv
97