Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

from many possible ones.” (Willis 1977: 172). For at kunne
reproducere sig selv må makrodeterminanterne nødvendigvis
passere igennem det kulturelle miljø, siger Willis. Og her
på det kulturelle niveau har processerne en vis autonomi,
hvor der er muligheder for at producere alternative udfald:
”Structural determinations act, not by direct mechanical effect,
but by mediation through the cultural level where their
own relationships become subject to forms of exposure and
explanation.” (Willis 1977: 173f).
I antinomien mellem struktur og kultur kan de kulturelle
former således ikke reduceres til ledsagefænomener for basale
strukturelle faktorer. Det kulturelle er del af ”den nødvendige
reproduktionsdialektik”. I opgøret med strukturalistiske
reproduktionsteorier peger Willis derfor på dybe adskillelser
og spændinger inden for den sociale og kulturelle
reproduktion. Sociale aktører er ikke passive bærere af
ideologi, men aktive beslutningstagere, som kun reproducerer
de eksisterende strukturer gennem kampe og stridigheder
og partiel penetration af strukturerne (s. 175). Hvis socialisationen
bliver set som en passiv transmission, misser
man de spændinger og usikkerheder, der ligger i denne proces.
Det er altså ikke sådan, at arbejderklassen videregiver
sine disprivilegier til de efterfølgende generationer (jfr. fattigdomscirklen
og lignende teorier) gennem uundgåelige socialisationslove.
Når de kulturelle mønstre og aktiviteter bliver
produceret og reproduceret i hver generation, så sker
det i en kamp, hvor der rejses tvivl om målene, og hvor det
er tale om styrkeprøver. Hvis der forekommer kontinuitet
over tid, bør dette ikke få os til at konstruere ”jernlove” i
socialisationen. Disse kontinuiteter er ifølge Willis langt mere
komplekse og usikre og åbne for forandring (Willis 1977:
183f). Man kunne sige, at Willis gør op med determinismen,
men uden at give slip på tanken om, at der foreligger
(strukturelle) determinanter.
Høje placeringer i samfundet arves i udstrakt grad via gode
præstationer i skolen og uddannelsessystemet. Her er det
ikke så meget indkomst, men primært familiens livsstil, for-
94