FYSISK AKTIVITET - Sundhedsstyrelsen

I et studie, der omfattede 5.990 yngre midaldrende mænd uden kendt diabetes,
blev livsstilsmønstre og risikofaktorer undersøgt, hvorefter deltagerne blev
fulgt i 14 år (fra 1962-1976) (410). Fysisk aktivitet i fritiden blev vurderet
ud fra spørgeskema og konverteret til energiomsætning (MJoule uge -1 ). Ved
en meget høj energiomsætning (≥14,7 MJoule uge -1 , ca. 1,5 times moderat
aktivitet om dagen) var den relative risiko 0,52 sammenlignet med de helt
fysisk inaktive. Der blev også lavet en analyse af betydningen af intensitet, og
for dem med mere intens fysisk aktivitet var den relative risiko 0,48 for at
udvikle type 2-diabetes, og der var en lige så stor effekt med det halve tidsforbrug
sammenholdt med mindre intens fysisk aktivitet. I en anden analyse af
materialet blev der foretaget en opdeling i dem, der havde andre risikofaktorer
ved inklusion (overvægt, hypertension, arvelig disponering) og dem uden
disse tilstande. I gruppen med høj risiko pga. andre risikofaktorer var effekten
af fysisk aktivitet stor, og allerede ved en energiomsætning på over 8,4 MJoule
uge -1 var den relative risiko nedsat til 0,55.
I et andet amerikansk studie med den seneste opfølgning i 1992, der omfattende
lidt over 70.000 kvinder (sygeplejerskestudiet Nurses Health Study),
fandt man også en reduktion af den relative risiko (411). Sammenligningen
blev primært foretaget mellem grupper, som enten gik eller var mere intenst
fysisk aktive. I begge grupper kunne en god effekt af at være fysisk aktiv noteres,
og den relative risiko var som minimum lige under 0,6 og efter korrektion
for BMI ca. 0,7. I en undergruppe, der var arveligt belastet, ved at begge
forældre var døde af kardiovaskulær sygdom, inden de fyldte 65 år, kunne der
også noteres en reduceret risiko ved at være fysisk aktiv. Disse forsøgspersoner
havde en relativ risiko på 0,55 sammenlignet med de helt fysisk inaktive. De
personer, der ikke var arveligt disponeret, havde en relativ risiko på 0,50. I
dette studie fandt man en effekt af at være fysisk aktiv også i gruppen uden arvelig
belastning, da den relative risiko i denne gruppe var 0,25. Et tilsvarende
oplæg i studiedesign er blevet brugt på en gruppe læger i USA. Både let og
mere intens fysisk aktivitet over én time pr. uge reducerede den relative risiko
signifikant og med en 30 % større effekt for de intenst fysisk aktive.
Et amerikansk studie af Fung et al. (412) viste, at personer, der tilbragte lang
tid med at se tv, havde stor risiko for at få type 2-diabetes. 38.000 mænd i
alderen 40-75 år blev inkluderet i studiet i 1988. Hver uge noterede de, hvor
lang tid de havde set tv. For personer, der så fjernsyn 0-1, 2-10, 11-20, 21-40
og >40 timer pr. uge var risikoen for at få type 2-diabetes henholdsvis 1,00,
1,66, 1,64, 2,16, og 2,87.
I et finsk studie blev 1340 mænd og 1.500 kvinder i alderen 35-63 år fulgt i
ti år. Den fysiske aktivitet blev vurderet ud fra spørgeskemaer, og individerne
Del 2 – Fysisk aktivitet som primær forebyggelse
Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling 129