FYSISK AKTIVITET - Sundhedsstyrelsen

lignede fysisk aktivitet med ingen behandling eller med en kontrolintervention.
Der var positiv effekt på depressionssymptomer (-0,82; CI -1,12-0,51),
hvilket indicerede en betydelig klinisk effekt. Imidlertid var der en betydelig
heterogenicitet blandt studierne. Når forfatterne udelukkende inkluderede tre
studier af høj kvalitet med ”intention-to-treat”-analyse og blinding af effekt,
fandt man kun en moderat ikke-signifikant effekt. Der var ingen signifikant
forskel mellem fysisk træning og kognitiv terapi.
En helt ny metaanalyse konkluderer, at der måske er en korttidseffekt af fysik
træning på klinisk depression, mens der mangler evidens for en langtidseffekt
af træning (8). I de enkeltstudier, der har vist signifikant effekt på depressionssymptomer,
har træningsdosis og/eller intensitet været større end i de studier,
der har vist negative resultater. En omfattende undersøgelse inkluderede 156
personer over 50 år med depression af svær grad. Patienterne blev randomiseret
til fire måneders aerob fysisk træning, fire måneders behandling med antidepressiv
medicinsk behandling (sertraline) eller fire måneders behandling i form
af både sertraline og fysisk træning (9). Træningsgrupperne modtog superviseret
træning ved relativ høj intensitet tre gange om ugen. Hver session blev initieret
med ti minutters opvarmning, 30 minutters cykling eller jogging ved en intensitet
på 70 til 85 % og fem minutters cool-down. Intensiteten blev kontrolleret
tre gange under hver træningssession. Den medicinske behandling havde hurtigere
indsættende effekt, men efter fire måneder var der ingen forskel mellem
de tre grupper, hvad angik depressionssymptomer (9). Patienterne blev atter
undersøgt efter ti måneder (10). Ved denne kontrol var der betydeligt lavere
grad af depressionssymptomer og færre tilfælde af tilbagefald i de grupper, der
trænede. Når alle patienter blev analyseret under ét ved hjælp af multivariantanalyse,
var der reduceret risiko for depressionssymptomer, hvis patienten var
fysisk aktiv, uanset gruppe (odds ratio=0,49, p=0,0009). Sidstnævnte udelukker
naturligvis ikke, at de mindst depressive havde mest lyst til at træne.
Et dansk studie fra Bispebjerg Hospital, kaldet DEMO, randomiserede 165
patienter med depression (alder 18 til 55 år) til superviseret progressiv styrketræning,
aerob træning eller afspænding, to gange om ugen i fire måneder.
Der var signifikant øgning af muskelstyrke i styrketræningsgruppen og signifikant
øgning af konditionen i den aerobe træningsgruppe efter fire måneder,
men der var ingen effekt på depressionsscoren (11).
Der er størst erfaring for aerob træning. Cochrane-analysen fra 2009 (6) kunne
dog ikke pege på, at en bestemt træningsform var mest effektiv i lighed
med studier, der direkte sammenlignede forskellige træningsformer (12-15).
Del 3 – Fysisk aktivitet som behandling
Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling 319