FYSISK AKTIVITET - Sundhedsstyrelsen

3.24 Osteoporose
Baggrund
Osteoporose (knogleskørhed) er en sygdom karakteriseret ved nedsat knoglemængde
og ændret mikro-arkitektur, som nedsætter knoglernes brudstyrke.
Patienter med osteoporose har derfor øget risiko for knoglebrud. Osteoporose
forekommer dels som en selvstændig sygdom (primær osteoporose), dels som
følge af andre sygdomme (sekundær osteoporose). Osteoporose indebærer,
at knoglemineraltætheden falder. Man oplever som regel ikke symptomer på
osteoporose, før evt. knoglebrud indtræffer.
Den alderskorrigerede incidens af osteoporotiske frakturer er stadigt stigende
i Europa. Inden for de seneste 20-30 år er incidensen af vertebrale frakturer
steget tre til fire gange for kvinder og mere end fire gange for mænd (1).
Incidensen for hoftenære frakturer er ligeledes steget to til tre gange, mest udtalt
for mænd (2). Som følge af det accelererede knogletab omkring menopausen
har osteoporose været opfattet som en kvindesygdom. Denne mekanisme
kan dog ikke forklare: 1) den store alderskorrigerede stigning i osteoporotiske
frakturer over de seneste 30 år (2), 2) de store intraeuropæiske forskelle
i hoftefrakturincidens (3), 3) de store intraeuropæiske forskelle i kønsratio,
hvad angår hoftefrakturer (3), og 4) det faktum, at frakturincidensen stiger
hurtigere for mænd end for kvinder (2). Den maksimale knoglemasse, der
opnås i 20-25-års alderen, betegnes peak bone mass og er primært genetisk
betinget. Indtagelse af kalk og D-vitamin er ligeledes væsentlig for beskyttelse
mod osteoporose, ligesom kosttilskud med D-vitamin og kalk effektivt reducerer
forekomsten af frakturer (4). Andre faktorer af betydning for udvikling
af osteoporose er rygning, tidlig menopause og mangel på fysisk aktivitet (1).
Mangel på vægtbærende fysisk aktivitet hos børn inden puberteten har indflydelse
(5). Et longitudinelt studie fra Holland, hvor unge er blevet fulgt over en
15-årig periode, viste, at daglig fysisk aktivitet i barndom og ungdom er signifikant
relateret til knogledensitet i ryg og hofte ved 28-års alderen (6).
En metaanalyse fra 2010 konkluderer, at der er evidens for, at fysisk aktivitet
af de belastede knogler øger knoglestyrken hos børn, mens der ikke er tilstrækkelig
evidens for samme effekt hos voksne (7).
Knogletab ved immobilisation skyldes en accelerering af remodelleringsprocessen
ledsaget af en øget negativ balance pr. udskiftningsenhed (8). De klini-
422 Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling
Del 3 – Fysisk aktivitet som behandling