FYSISK AKTIVITET - Sundhedsstyrelsen

3.6 Claudicatio intermittens
Baggrund
Arteriel insufficiens i underekstremiteterne (underekstremitetsiskæmi, ben -
iskæmi) er en kronisk obstruktiv sygdom i aorta neden for afgangen af nyrearterierne,
aa. iliacae og arterierne i underekstremiteterne sædvanligvis forårsaget
af aterosklerose. Det skønnes, at mindst 4 % af alle danskere over 65 år har perifer
aterosklerose, der hos halvdelen giver anledning til intermitterende smerter
(claudicatio intermittens). Hos en mindre del af patienterne progredierer den
perifere aterosklerose og resulterer i hvilesmerter og ulcerationer.
Der er i dag international konsensus om, at fysisk træning er væsentlig i behandlingen
af patienter med claudicatio intermittens (1). Dette er i tråd med
erkendelsen af, at den medikamentelle behandling af sygdommen har begrænset
effektivitet. Med tiltagende sværhedsgrad af claudicatio intermittens nedsættes
funktionsniveauet, og livskvaliteten påvirkes dermed negativt. Efterhånden
medfører de tiltagende smerter ved gang og angsten for at bevæge sig, at patienterne
får en stillesiddende adfærd og ofte oplever social isolation. Dette fører på
sigt til dekonditionering samt progression af aterosklerose og nedsat muskelstyrke
og muskelatrofi. Der opstår således en ”ond cirkel” med dekonditionering,
smerter, angst og social isolation som de vigtigste komponenter. Fysisk
aktivitet griber ind i denne onde cirkel ved direkte at påvirke sygdomspatogenese,
ved at øge kondition og muskelstyrke, ændre smertetærskel og formentlig
smerteoplevelse, forebygge angst og forebygge sygdomsprogression.
Evidensbaseret grundlag for fysisk træning
Der er stærk evidens for effekten af fysisk træning ved claudicatio intermittens.
Der foreligger således et Cochrane-review fra 2008 (2) baseret på 22 studier
og 1.200 patienter, der blev fulgt fra to uger til to år. Der var nogen variation
i træningsprotokollerne, men alle anbefalede mindst to træningssessioner pr.
uge, og de fleste studier var superviserede. Alle studier udførte en gangtest. 14
studier sammenlignede fysisk træning med placebo eller ”usual care”. Fysisk
træning havde en markant og signifikant effekt på maksimal gangfunktion.
Gangfunktionen blev forbedret med 5,12 min (CI 4,51 - 5,72) svarende til en
forbedret gangfunktion på 50 % til 200 %. Gangdistancen var ligeledes signifikant
forbedret. Den smertefrie gangdistance var forbedret med 82,19 m (CI
71,73 - 92,65), og den maksimale gangdistance var forbedret med 113,2 m
(CI 94,96 - 131,43). Forbedringer blev set i op til to år. Patienterne opnår
302 Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling
Del 3 – Fysisk aktivitet som behandling