FYSISK AKTIVITET - Sundhedsstyrelsen

på hoftens BMD. Der er identificeret en række andre systematiske oversigtsartikler,
som ikke skal nævnes her, enten fordi der er betydeligt overlap med de
allerede nævnte, eller fordi det ikke er muligt at identificere de randomiserede
forsøg (15-22).
Et randomiseret, kontrolleret studie undersøgte effekten af fysisk træning
på BMD hos personer med reumatoid arthritis (RA) (n=319) (23).
Interventionsgruppen deltog i to ugentlige træningssessioner varende 75
minutter. Hver session bestod af konditionstræning på cykel, styrketræning
i form af cirkeltræning og vægtbærende sport i form af volleyball, fodbold,
basketball eller badminton. Træningsprogrammet blev evalueret hver sjette
måned op til 24 måneder. Den intensive fysiske træning, som inkluderede
vægtbærende sportsaktiviteter, hæmmede knoglemineraltabet (24) i overensstemmelse
med et tidligere RA-studie, der fandt beskeden, men positiv effekt
af dynamisk træning på knoglemineralindhold (25). Styrketræning alene havde
hos personer med RA ingen effekt på knoglemineralindholdet (26;27) (se
også kapitlet om reumatoid arthritis).
Et randomiseret, kontrolleret studie inkluderede 65-75-årige kvinder med diagnosticeret
osteoporose (n=93) (28). Kvinderne blev randomiseret til et 20-ugers
gymnastikprogram to gange 40 minutter pr. uge. Programmet bestod af balance-
og styrketræning. Der var positiv effekt på både balance og muskelstyrke,
men BMD blev ikke undersøgt efter træningen. Ti ugers balance- og styrketræning,
som beskrevet i forrige undersøgelse (28), var derimod ikke effektivt
(29). Et andet randomiseret, kontrolleret studie inkluderede ligeledes ældre
kvinder med osteoporosediagnose (30). Kvinderne blev randomiseret til kontrol
(n=20), to års træning (n=8) eller et års træning fulgt af et år uden træning
(n=7). Træningen bestod af daglig gang og gymnastik. Træning inducerede signifikante
bedringer i BMD, som reverterede til niveauerne i kontrolgruppen
efter et år uden træning.
Hos ældre personer er en væsentlig indikation for træning at styrke balanceevnen
og dermed at forebygge fald (31). Prospektive kohortestudier med frakturer
som effektmål viser alle, at fysisk aktivitet beskytter mod frakturer (32-36).
Et Cochrane-review fra 2001 (37) konkluderede, at fysisk træning forebyggede
frakturer associeret med fald. Et randomiseret studie fra Australien (38) inkluderede
1.090 hjemmeboende 70-84-årige personer. Interventionerne omfattede
1) fysisk træning på hold, 2) hjemmebesøg med henblik på at forebygge
fald i hjemmet eller 3) optimering af synsevne. Der var i alt otte grupper, defineret
ud fra hvor mange af interventionerne forsøgspersonen blev allokeret til.
424 Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling
Del 3 – Fysisk aktivitet som behandling