FYSISK AKTIVITET - Sundhedsstyrelsen

Mulige mekanismer
Fysisk aktivitet bedrer ikke lungefunktionen hos patienter med KOL, men
øger den kardiorespiratoriske kondition via effekt på muskulaturen og hjertet.
Patienter med KOL er præget af kronisk inflammation, og det er sandsynligt, at
inflammation spiller en rolle ved den nedsatte muskelkraft hos KOL-patienter.
Patienter med KOL har forhøjede værdier af tumornekrotiserende faktor
(TNF) i blodet (26) og i muskelvæv (27). TNF’s biologiske effekter på muskelvævet
er mangfoldige. TNF påvirker myocytdifferentiering, inducerer kakeksi
og dermed potentielt nedsat muskelkraft (28). Et dansk studie viste, at rygning
hæmmer musklernes proteinsyntese, hvilket ligeledes potentielt kan medføre
tab af muskelmasse (29). Træning kan tilsyneladende påvirke denne proces. Et
andet dansk studie viste således, at fysisk træning modvirkede den øgede proteinnedbrydning,
som ses hos personer med KOL (30).
En mulig mekanisme involverer signalstoffet interleukin-6 (IL-6). Arbejdende
muskler producerer IL-6, som frigives til blodbanen i store mængder under
træning. Den biologiske funktion af muskelderiveret IL-6 er bl.a. at hæmme
TNF-produktion i muskler og blod (31-34).
Træningstype
Alle patienter med KOL, ikke mindst de sværeste tilfælde, har fordel af fysisk
træning. Den fysiske træning skal superviseres initialt, tilrettelægges individuelt
og omfatter udholdenhedstræning, gang eller cykling, hvor aktiviteten i
længere tid ligger på 70-85 % af den maksimale iltoptagelse (35). Superviseret
træning i syv uger gav bedre resultater, hvad angår en række respiratoriske parametre,
end et program, der varede fire uger (36).
Patienterne skal gå dagligt med en hastighed, som medfører en belastning svarende
til Borg-skala 16-17. Gangdistancen skal øges gradvist. Gangdistancen
vurderes ved den tid, der kan gås. Patienterne møder til ambulant superviseret
gangtræning to gange om ugen i syv uger efterfulgt af ambulante kontroller
hver tredje måned. Ved de ambulante kontroller kontrolleres ganghastighed
og distance. Samtidig har patienterne mulighed for anden fysisk aktivitet i
form af gymnastik og ergometercykling.
Før patienten begynder på gangtræning, bør man foretage en konditionstest,
f.eks. en shuttle-test eller six minute walk-test med henblik på at fastlægge
ganghastighed. Patienterne fører dagbog med angivelse af dyspnø og varigheden
af gang. Patienterne skal sigte mod at øge gangdistancen. Træningen er
Del 3 – Fysisk aktivitet som behandling
Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling 393