Hele bogen som pdf-fil - Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS

34
og roligt forlade lokalet, hvis forholdene tillader det. Erfaringer viser, at
det kan lade sig gøre, hvis eleverne opfatter det som en rettighed, de har
under ansvar. Frie pauser er naturligvis noget, der skal læres og indøves,
for at det kan blive en naturlig omgangsform i klassen, men når det fun‑
gerer, kan visse former for uro forebygges.
En anden mulighed retter sig mod, hvad den enkelte elev må og ikke må.
Ofte ses regler for klasser, hovedsageligt for de yngste klassetrin, gående
på, at bordet skal være tomt og hænderne fri ved fælles gennemgang og
beskeder. Det er ofte en god ide og fremmer koncentrationen, når der ikke
er noget, der distraherer. Nogle elever kan imidlertid bedst koncentrere sig,
netop hvis de sidder med noget i hænderne. Derfor kan det sagtens være
tilladt for én eller få elever at sidde med en bestemt genstand i h ånden
begrundet i, at det er nødvendigt for netop den/de elevers koncentration.
Resten af klassen kan acceptere det, hvis der er åbenhed om forskelligheder
og begrundelser for, at eleverne har forskellige behov.
En yderligere mulighed for at fremme koncentrationen for visse elever
er deres fysiske placering i k lassen. En særlig krævende elev vil måske
netop profitere af at sidde så tæt på læreren som muligt. Læreren får
således mulighed for med små midler (et b lik, en berøring eller andet)
at være særlig opmærksom på den pågældende elev for at hjælpe denne
med at fastholde opmærksomheden.
Samtidig skal læreren være opmærksom på sin egen placering i lokalet.
Ofte ser man, at (nye) lærere så at sige holder sig tæt til tavlen, og afstanden
til de forskellige elever bliver dermed ulige fordelt. Det er en god ide at
være bevidst om sin placering i lokalet og forsøge, så vidt det er muligt,
at bevæge sig rundt og dermed komme i nærheden af alle eleverne.
Hvem har ordet?
At lære eleverne at tale en ad gangen kan sætte mange lærere grå hår i hove‑
det. Ikke alle elever er lige gode til at overholde denne regel, idet de måske
fra andre steder er vant til at komme til orde her og nu. At lytte til hinanden
og tale en ad gangen er noget, der skal læres. Eleverne starter ikke i skolen
med denne evne, og i de yngste klasser kan der være brug for endog meget
konkrete strategier for at lære eleverne denne demokratiske spilleregel.
Det kan være en god ide så at sige at visualisere, hvem der har ordet.
Det kan være et skilt med teksten „ordet“, som skal holdes i hånden. Alle