searchable_1112-1987..

- 401 -
en faglig skole omfattede som nævnt kun en beskeden faglig
undervisning, og undervisningspligten var alene en følge af
læremesterens pligt til at søge uddannelsens mål nået: Aflæggelsen
af svendeprøve.
Lærlingeloven af 1921 tog et stort skridt i retning af øget
teoriindhold i lærlingeuddannelserne, idet almene eller almendannende
fag nu kom med ved siden af den faget vedrørende
særlige undervisning. Undervisningen var dog fortsat ikke ubetinget
obligatorisk, men læremesteren skulle så vidt muligt
sørge for lærlingens ("holde lærlingen til...") deltagelse i
den lokale undervisning. Denne skulle normalt finde sted uden
for arbejdstiden.
Med den tredie lærlingelov, loven af 1937, blev skoleundervisning
principielt obligatorisk. Pligten var dog knyttet sammen
med tilstedeværelse af en lokal faglig skole med statslig godkendelse.
Dette betød i praksis, at læremesteren var frit stillet,
hvis afstanden fra lærestedet til den by, hvor den nærmeste
skole lå, oversteg 7 km. Undervisningen fandt fortsat
normalt sted om aftenen, men kunne på særligt grundlag være
tilrettelagt som dagundervisning. I så tilfælde var afstandskriteriet
10 km.
Loven af 1937 førte til oprettelse af et øget antal fagskoler,
som udover den obligatoriske teoriundervisning kunne give praktik-
eller værkstedsundervisning som supplement til oplæringen
hos læremesteren.
Denne udvikling skal bl.a. ses i sammenhæng med, at det faglige
tilsyn med lærlingeuddannelsen indtil loven af 1937 var
stærkt lokalt betonet. Først med denne lov blev Lærlingerådet
oprettet, samtidig med at de faglige fællesudvalg fik en formaliseret
rolle i tilsynet.
Det statslige tilsyn med skolerne og skoleundervisningen havde
dog fortsat et særligt lovgrundlag, dels i loven af 1916