searchable_1112-1987..

- 807 -
Det er denne tabel, der er grundlaget for den hyppigt citerede
sammenfatning af at de 57% af lærepladserne er i virksomheder
med færre end 20 ansatte, som Jcun beskæftiger 18% af arbejds-
styrken, mens virksomheder med over 20 ansatte beskæftiger 82%,
men kun rummer 43% af lærepladserne.
Det plejer at blive tolket som en dobbelt anklage: mod de min-
dre virksomheder for at uddanne ud over, hvad de vil ansætte og
mod de store for at "snyde sig fra deres borgerpligt" - i
"praktikpladsmangel" - konteksten.
Men skal der diskuteres kvalitet i uddannelserne ser problemet
lidt anderledes ud. Der var - i PUKKS-materialet - ganske mange
af de mindre virksomheder, der havde en god oplæringspraksis,
med varierende, selvstændige og også hyppigt teknisk avancerede
arbejdsopgaver - og med igangsættende, samarbejdsprægede om-
gangsformer .
Der var også små virksomheder med hård udnyttelse og grove au-
toritære omgangsformer - og der var mellemstore metalvirksom-
heder, hvor lærlinge alene var arbejdsdrenge/specialarbejdere
og blev sat til rutinefunktioner (men værkstedet som helhed
havde det nødvendige udstyr til at kunne godkendes!).
Størrelseskriteriet alene duer altså ikke; nogle af de mindre
virksomheder kan have den force, at man der kan lære grundprin-
cipper for materialer og værktøjer, er tæt på kundernes behov -
dvs får indblik i hvilke funktionelle krav produktet skal ud-
fylde mv. En sådan læring kan være grundlaget for en kreativ
måde at angribe arbejdsopgaver på og for at fange de funktio-
nelle principper bag en mekaniseret eller automatiseret produk-
tionsproces, som man senere måtte blive beskæftiget ved.
Problemet er snarere at så få lærlinge oplæres under forhold
præget af produktion og arbejdsorganisation i den lidt større
skala og, i tæt sammenhæng hermed, i de højere mekaniserede og
automatiserede dele af erhvervslivet. Uddannelsen af faglærte
arbejdere der også i forhold til disse betingelser har udviklet
en høj fagidentitet vil være en afgørende faktor for om mulig-