searchable_1112-1987..

- 766 -
heder endsige alle størrelseskategorier af virksomheder
skal have et antal uddannelsespladser, der præcist svarer
til deres andel af arbejdsstyrken. Det er ikke den slags
firkantede skematik, der er tilrådelig. Der er derimod
brug for arrangementer, der skaber en mere hensigtsmæssig
- ud fra en direkte skelen til oplæringshensynet - spredning
af de fornødne uddannelsespladser.
Hvordan gøres det?
Jeg vil pege på en 3-leddet model, der kombinerer så-
vel liberale som mere sanktionsbelagte styringskomponenter.
1. Der bør ud fra oplæringshensynet fastlægges minimumskvo-
ter for, hvor mange uddannelsespladser, der skal
være til rådighed i de enkelte virksomhedsstørrelses-
kategorier indenfor branchen. Kvoteringen er at
forstå som en garantiordning, der først træder i
kraft i tilfælde af, at for få virksomheder i erhvervssko-
lens opland er villige til at oprette uddannelsespladser. I den
situation kunne det være arbejdsmarkedets organisa-
tioner, der via arbejdsmarkedsnævnet og i samarbejde
med erhvervsskoler udpegede de virksomheder, der
skulle oprette de uddannelsespladser, der var påkrævet
for at opfylde branchens rekrutterings- og oplæringsbe-
hov. Men garantiordningen forventes kun undtagelsesvist
at kunne finde anvendelse, fordi
2. Arbejdsgiverfinansieringsdelen af erhvervsuddannelserne
bør være et kollektivt ansvar for alle virksomheder i
langt større udstrækning, end tilfældet er i dag.
AER-omfordelingen mellem uddanner- og ikke-uddanner-
virksomheder bør gå helt "til loftet" og principielt
omfatte alle udgifter ved at have lærlinge, incl.
aflønningen under virksomhedsopholdet.