searchable_1112-1987..

- 751 -
Standarden kan ikke fastlægges abstrakt, men må ske konkret
ud fra de kvalifikationsbehov, der er gældende på det
faglige delmarked eller rettere - behovene blandt branchernes
virksomheder under eet.
Det er med fuldt overlæg, der tales om behov og ikke
krav. Krav betyder virksomhedernes formulerede behov,
og disse kan ikke anses for 1 at udgøre et optimalt planlæg-
ningsgrundlag al den stund, kun erkendte behov kan formule-
res. Men virksomheder er langt fra alvidende om deres
egne kvalifikationsbehov - og næppe alle erkendte behov
formuleres som krav.
Hvis man gør sig den antagelse, at uddannelsen skal kvali-
ficere til hele delmarkedet, så må standarden, som skal
udgøre det optimale grundlag for indholdsfastlæggelsen,
være en fællesnævner for alle branchens virksomheder.
Det må tilstræbes, at alle teknologitrin, arbejdsorganise-
ringsformer, produkt- og materialevalg m.v. er indarbejdet
i uddannelserne.
Det er hovedpåstanden i dette indlæg, at styringen i
praksis ikke har hvilet på denne optimale standard. En
række indikatorer taler for påstandens holdbarhed - mester-
lærens sej livethed, utidssvarende indhold i forhold til
branchens teknologiudvikling m.v., en øget differentiering
af fagene indenfor delmarkederne - dem vender vi tilbage
til i afsnit 4 og 5.
Forklaringen på dette forhold finder jeg på to fronter.
Der er dels tale om, at planlægningen altovervejende
har været kravorienteret fremfor behovsorienteret. Der
er blevet lyttet mere til virksomhedsudsagn, end til
behovsanalyser.
Og for det andet har der været tale om, at en bestemt