searchable_1112-1987..

654-
Sporgsmålet er, om det ikke er en mere farbar vej at ændre disse
uddannelser, så de i langt hojere grad end nu giver kvinderne
mulighed for at være fleksible og dermed mulighed for at udnytte
de forskelligartede muligheder, der er og - i lyset af den teknologiske
udvikling - navnlig bliver inden for de private tjenesteerhverv,
frem for at forsøge at få kvinderne til at vælge fx
jern og metal. Kvinder, der har valgt mandefag, får svært ved at
finde arbejde, selv om de er få.
Det er naturligvis ikke et enten-eller, der er i hvert tilfælde
ingen undskyldning for ikke at forsøge at gore uddannelserne
bedre. Men man skal nok være varsom med at overtale alt for mange
kvinder til at uddanne sig på tværs af deres egne onsker, for
der er nogenlunde udsigter til, at de så også får arbejde og
dermed noget meningsfyldt ud af den tekniske uddannelse.
Erhvervstilknytningen
I et særskilt arbejdspapir (nr. 39) fra Institut for grænseregions
forskning gennemgås fire store erhvervsuddannelsesområder.
Her belyses de faglærtes erhvervstilknytning, afhængig af alderen
i et givet år (1983). Metoden kan give et fingerpeg om de
faglærtes bevægelser mellem erhvervene, efterhånden som de bliver
ældre.
Inden for tre af de fire områder er der eksempler på, at kun et
mindretal af de faglærte bliver i deres oprindelige fag. Nogle
skubbes ud af yngre og smukkere (frisörer). Andre finder bedre
og mere stabil beskæftigelse andetsteds (elektrikerne).
Endelig er der nogen, som har relativt svært ved at bevæge sig
uden for erhvervet, måske fordi deres uddannelse er relativt
snæver (murerne).
Der er forskel på mands og kvinders erhvervsændringer. Faglærte
mænd går typisk fra deres oprindelige erhverv til fremstilling
og private tjenesteydelser. Kvinder derimod kommer i mindre grad
til fremstillingserhvervene, men forst og fremmest til tjenesteerhvervene,
ikke mindst den offentlige sektor.