Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

og kunde ikke begribe, hvorledes hun skulde komme igjennem det besværlige liv. — Men Johanne tænkte, at hendes frue var et sørgeligt menneske, som kunde tillade sig at drive Vorherres kostbare dage så sanseløst til ende. Det var dog synd, at somme skulde ha det således i verden, mens de andre måtte gå i et uafladeligt trask fra morgen til kvæld. For eksempel hun selv. Hun fik det nu vist aldrig anderledes, for ikke om de vilde forgylde hende fra nakke til fod og slænge de blanke kronestykker efter hende, hvor hun gik og stod, vilde hun ha noget at bestille med det, der hed mandfolk. Og Johanne spytted i thetøjsbollen og fo'r så hårdhændt afsted med kopperne, hun vasked, at det rent var et under, de ikke gik i knas. Hendes frue var hende en kilde til stadig ærgrelse. For hun forstod sig ikke på hende. At en fattig stakkar kunde gå hen og spærre sig inde og være ligesæl med al ting — det kunde hun ha fundet sig i. Men fru Ring, som det vist ikke manglet på midler og sligt! Det var en nød, som Johanne ikke formåed at knække, hvordan hun end bar sig ad. Hvis hun havde været gjerrig eller gudelig — men det havde sig ikke således — det var godt at mærke på så mange ting. Men på et slags vis måtte det jo hænge sammen, og så bestemte hun sig for at tro, at fruen gik med noget ekstra på samvittigheden. Bare hun måtte komme efter, hvad det var for noget. Johanne trivedes ikke i sin tjeneste; der var så træskt og så dødt, at et friskt menneske kunde gå snubt fra forstanden af det. Og at det skulde hede sig, at hun havde en let kondition! Det var nu så fortærendes. For de skulde bare vidst, hvor liden tid hun fik til at sy i for sig selv. Havde fruen været som en anden — ja da, ja! Men nu gik hele formiddagen hen i idel venting og varting. Johanne var bare en simpel enepige, men det vidste hun med sig selv, at hun vilde genert sig både for Gud og mennesker for at gå så og drøse og tusse sig, som fru Ring gjorde, før hun vandt at få de stakkels klærene på sig om morgenen. Var hun endda bleven liggende, så vilde dog Johanne vidst, hvad hun skulde kaldt det for. Men at det læst skulde bety, at hun stod op kl. 9, når det var vitterligt, at der aldrig var tilkomst til soveværelset før efter den var 12, det var det, som var det skammelige. Havde der endda været en kristelig ovn i huset, så at kaffekanden kunde ha stået der — men slige runde spektakler! Det var nu også en dejlig mode. Nu havde hun denne møje med at holde kaffen varm. Ikke for det, fruen skjændte aldrig, om den var kold, men Johanne holdt sig for god til at benytte sig af det. Men den uskik at dække i spisestuen havde hun for længe siden afskaffet. Frokostbordet kunde jo ikke stå der og skildre opefter hele formiddagen. For der måtte jo være skam i folk. Nu fik fruen frokosten ind på et bræt i soveværelset. Undertiden kunde det hænde, at Johanne fik lyst at vide, hvad det var, hun kunde drive på til pokkers sådan time efter time derinde på soveværelset, og så gav hun sig til at kige ved nøglehullet. Ofte så hun fruen da sidde op og ned med en støvle i hånden og det ene ben lagt i vinkel over det andet knæ. Så kunde Johanne pludselig gjøre sig ærind ind, og så skvat fruen sammen som en, der gribes på frisk gjerning, og fik foden bestøvlet i en fart. Men når så Johanne efter en stunds forløb fandt stilheden derinde mistænkelig og atter tog sig en svip på strømpelæsten til nøglehullet, så sad fruen i samme
stilling, kun med den forskjel, at det nu var den anden fod, hun var falden i staver over. Så var det jo godt at se, at der var intet udkomme med hende. Eller hun kunde sidde foran spejlet og kjæmme sit hår. Det så ud, som om hånden dovned bort undervejs, så slæbende gik den op og ned indtil den faldt i dvale og blev liggende på bordkanten, mens hodet hang og ludet som efter et slag over nakken. Så med ét kunde hun kaste det bagover, sprige fingrene ud og stikke dem ind i håret for at stryge det væk fra ansigtet. Når hun så satte albuerne på bordet og gav sig til at niglane på sig selv i spejlet, så vidste Johanne, at nu kunde hun trygt gå til køjs og ta sig en times lur og endda finde fruen på samme flæk, når hun kom tilbage. Et triveligt kvindfolk, den fru Ring. Og således var det med alle mulige ting. Bare nu det at vågne om morgenen. „Hun ist minsæl ikke lukke øjnene op, men ligger og kniber dem sammen og kvier sig for at vedgå, at det er høje, lyse dagen,“ kunde Johanne stå og sige til pigen nedenunder. Men der var flere ting, Johanne ærgred sig over. Til eksempel nu dette, at hun måtte stå der og lyve og sige, at fruen ikke var hjemme, når dog Gud i himlen skulde vide, at hun lå der og groed fast i stolen, hvis hun ikke drev over en bog etsteds eller holdt på et hækletøj, som ingen skulde bilde hende ind var for andet end et syns skyld. „Jeg er ikke hjemme“ — eller „slip ingen ind, jeg har hodepine“ — åh, hvor hun kjendte dem til at brække sig af, disse beskeder. Hvor havde hun ikke hærmet dem op igjen og vrænget dem fra sig derude i kjøkkenet med en stemme, der ikke just havde en smigrende lighed med fruens. „Det er Gud forsørge mig den argeste dovenskab,“ brummed hun ofte som konklusion på sine forargede betragtninger. „Hun kunde ha godt af at røre på kroppen sin,“ og hun gjorde en bevægelse med hånden, som om hun smeldte med en pisk. Når det så tog i entréklokken, kom fruen ofte farende og rysted sit hode midt i kjøkkendøren for at indskjærpe instruksen. Det var såvidt Johanne fik se, hun ikke led af noget tilfælde i benene, hvad hun havde god grund til at mistænke hende for, så møjsommeligt som hun drog sig fra dagligstuen til spisestuen og tilbage igjen. Det var jo umuligt at være i et sligt hus. Hun værked i ørene af denne idelige stilheden, og hun var så forfjamsket i blodet, at hun, når klokken gik, skvat op i en forskrækkelse og fik en urolighed over sig som en, der har noget udestående med politiet. Til høsten vilde hun flytte, hun havde så ikke større takken for alt det, hun gik igjennem, for den fru Ring skulde såmæn aldrig ta såmeget som et erkjendtligt ord ifra sig. Tingen var, at Johanne havde det så ulige meget bedre, end hun havde været vant til. Men hun kjedet sig. For hun var af et driftigt og virkelystent temperament, og sine forrige madmødre havde hun leveret de mest durable bataljer. Men her var ingen anledning. At gå således året rundt, uden at der kom nogen ting på! — Hun vilde heller havt husespektakel hver eneste dag. Men fru Ring holdt sig så passiv som en fremmed logerende. Hun gav Johanne de nødvendige penge til husholdningen og lod hende stelle som selv hun vilde. De første fjorten dage hun var i tjenesten, havde Johanne regelmæssig hver morgen spurgt om, hvad de skulde ha til middag, og ligeså ufravigelig regelmæssig fået til svar: „Lav, hvad De vil.“ Så var hun holdt op med at spørge.
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?