Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

ved hans hals. Og så kom det
hviskende, i forblommede udtryk
som en frygtsom tilståelse om en
farlig hemmelighed. Lorck forstod
ikke straks. Constance måtte knibe
ham i øret og skjænde, fordi han
var så tungnem. Men da det så gik
op for ham, blev han stum af
henrykkelse. I begyndelsen af
deres ægteskab havde han med
iversyg utålmodighed ventet på, at
denne lykke skulde bli ham til del;
nu kom det så uventet på ham. Han
holdt hende ud fra sig, betragted
hende med et udtryk af rørelse,
som Constance aldrig havde seet i
hans miner. Hun slog øjnene ned
og vilde atter gjemme sig hos ham,
men han greb hende, løfted hende
op på sin arm og bar hende rundt i
stuen som et menneske, der rent
ellevild af glæde ikke ved hvad det
gjør.
En morgen nogle dage senere sad
Lorck nede i havestuen og læste i
en avis, mens han vented på
Constance, der ikke var færdig
med sit toilette. Pludselig
overraskedes han ved at høre en
stemme, som han syntes, han
skulde kjende. Han vendte hodet i
den retning, hvorfra lyden kom, og
så gjennem den åbne dør en høj,
bredskuldret skikkelse i grå
sommerdragt og stråhat, som stod
og talte med en opvarter inde i
restaurationen. Før han fik tid til
at summe sig, drejed skikkelsen sig
om på hælen, og straks efter kom
han ind i havestuen.
„Men hvad fanden, er det dig,
Mejer!“ råbte Lorck og rejste sig.
Mejer gik bag over af
forskrækkelse; han stirred et
øjeblik på Lorck, som om han ikke
troed sine egne sanser.
„Nå ja,“ sa han med en
bevægelse, som om han samled
sammen på sig selv. „Det er
egentlig ikke det mindste
mærkværdigt, du kunde jo ligegodt
være her som noget andet sted.“
„Vel mødt da, gamle gut,“ sa
Lorck og rysted hjertelig hans
hånd. „Jeg troed for resten, du var
i Norge, bladene har fortalt, at du
var kommen hjem.“
„Det er jeg også for år og dag
siden, men derfor kan jeg jo godt
være rejst ud igjen.“
„Det var da et pudsigt træf, når
kom du?“
„I går aftes med Jenny; det var
hende, jeg skulde følge.“
„Så du har din søster med, det
blir hyggeligt for Constance.“
„Hende har jeg allerede
afleveret. Hun fandt på, at hun
vilde lære fransk, og så skulde hun
i pension naturligvis.“
„Og hvor agter du dig hen?“
spurgte Lorck.
„Hvor det kan falde sig. Jeg har
en måneds ferie, som jeg skulde se
til at få slået ihjel et steds.“
„Nu, og hvordan går det dig så?
Fortæl mig lidt om det.“
„Der er ikke stort at fortælle.
Jeg fusker i at være timelærer, bor
i Pilestræde nr. 19 og lever af
melankoli og næringssorger.“
„Du er jo blit berømt, mand,
siden sidst vi såes,“ råbte Lorck.
„Hvorfor fortæller du ikke det?“
Mejer trak på skuldrene.
„Berømt, ja,“ sa han mismodig,
„det skal en bli fed af.“
„Men din store komposition har
jo gjort lykke på koncerterne.“
„Puf,“ sa Mejer med et grin.
„Det har intet at bety, når en er så
ulykkelig at være født i et filleland
som Norge med så elendige
musikforhold ...“ Han slog ud med
hånden. „En kan gjerne gå hjem og
lægge sig.“
„Er man først kommen i
skuddet, så er det vel ikke så ilde
fat,“ mente Lorck.
„I skuddet! Hvad pokker kan det
nytte at komme i skuddet hos os?
Der er jo ingen stilling at få, hvad
skal en ta sig til?“
„Men du er jo komponist!“
„Komponist,“ snerred han, „hvad
hjælp er der i at ha lavet en smule
musik sammen, som blir spillet på
én, højst to koncerter i en
provinsby som Kristiania?“
„Du er jo også blit opført i
Kjøbenhavn og Dresden.“