Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

„Men den skal komme tilbage —
jeg skal ikke gi tabt, før jeg har
elsket den frem igjen. Den skal
blive større og sandere end før.“
Han rejste sig op og vilde trykke
et kys på hendes mund. Hun bøjed
hodet en smule til side, så at han
kun nåed hendes kind.
„Undviger du mine kjærtegn?
Synes du ikke om, at jeg kysser
dig?“
Hun havde rejst sig op og stod
foran ham med nedhængende arme
og bortvendt blik. Bare han vilde
holde op — denne eksamination var
altfor ubehagelig, tænkte hun.
„Jo da,“ sa hun med lavt mæle,
„kys mig bare, så meget du vil.“
Han vendte sig hurtig og gik ind
i soveværelset, hvor hun hørte ham
klæde sig af og gå i seng.
Constance blev længe siddende
tilbagelænet i sofaen med armene
overkors på brystet. Hun tænkte på
Lorcks rolige selvsikkerhed, hans
tryghed for, at alt skulde komme i
orden, når der blot intet var i
vejen med ham og hans kjærlighed,
hans mangel på evne til at forstå
den simple ting, at hun var ophørt
at elske ham. Men inden hun
vidste af det, sad hun og
gjennemgik samtalen med Mejer;
hun smilte svagt, da det gik op for
hende, at hun var meget mere optat
af ham end af dette med Lorck.
Hun var glad for, at det var
således; for den kval, hun fra først
af havde lidt, var jo ikke til at tåle.
Hvor var dog Mejer et fængslende
menneske — den klang, hans
stemme havde, og dette smil, der
kom så sjeldent og lyste op hver
krog af hans ansigt; hvor var dog
det smil bedårende. Hvad vilde det
ikke være at bli elsket af ham ...
Hun lukked øjnene og slog
hænderne for ansigtet — det var
brændende varmt, og hendes
tindinger banked.
28
Et par dage senere var de på
hjemvejen. Lorck havde siden ikke
talt til Constance om deres
indbyrdes forhold. Han troed det
rigtigst ikke at drøfte dette tema;
når Constance blev ladt i fred,
vilde nok denne stemning tabe sig.
Hun var jo en fornuftig kvinde,
ganske fri for sentimentale
forestillinger, som vistnok måtte
kunne gjøre ulykke i et ægteskab.
Han følte sig så oplagt til at
være elskværdig i denne tid, ikke
alene mod Constance men også
mod Mejer. Han havde så meget at
meddele, så meget at bringe på
bane. Han var hver dag i godt
humør, med en stedse årvågen iver
for at være behagelig, ikke
larmende eller på en iøjnefaldende
måde, tværtom beskeden og
stilfærdig, som en, der ikke fordrer
at lægges mærke til. Der var
kommet noget douce i hans væsen,
som virked behageligt; om det så
var hans stemme, så havde den fået
en mildere klang.
De havde tilbragt et par dage i
Kjøbenhavn. Det havde været stygt
vejr, og da Constance var træt,
holdt de sig i ro på hotellet og gik
kun i theatret om aftenen. Nu var
barometret gået op; vinden og
regnet syntes at ha raset fra sig, og
det var blevet klar himmel med
mild, næsten sommerlig luft, skjønt
de alt var midt i oktober. De
bestemte sig for at ta søvejen
direkte til Kristiania.
Dagen på dampskibet gik meget
behageligt. Om aftenen sad de
oppe på dækket efter at ha spist til
aftens; Lorck og Mejer drak et glas
toddy; Constance havde fået sherry
med selters. De talte om de
hyggelige dage, de havde tilbragt
sammen, og loved hinanden at
fortsætte omgangen. Til sidst drak
de på snarligt gjensyn i Kristiania
og på en behagelig vinter for dem
alle. Så brød de op og sa god nat.
Der var mange passagerer, og
Lorcks havde ingen separat kahyt
kunnet få. Constance skulde sove i
damekahytten.
Der var varmt og kvalmt der
nede, og så var der et spædbarn,
som ikke vilde holde fred, men lå