Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

Hvor var dog verden slet og smudsig, og livet tomt og værdiløst, og alt det grums, det skylled hen over hende! Den Lorck, den slette, modbydelige Lorck — hun haded ham. Hun lå i den samme stilling, da hun hørte Ring komme. Hun rejste sig straks og gik ind til temaskinen. Mod sædvane var han alene, og da de havde spist, begyndte han at tale om en herremiddag, han måtte gi for nogle svensker, af hvem han havde kjøbt en del jerngruber, der skulde gjøre ham til en grundrig mand. Dagen og retterne blev aftalt. Så regned han op, hvem der skulde inviteres. Lorck var iblandt dem. Hun brød af og sa, at hun ønsked, han ikke vilde be Lorck. „Hvorfor ikke det?“ spurgte han forundret. „Jeg har mine grunde,“ sa hun bestemt. „Hvafornoe! Er du nu også bleven kjed af ham? Du lar aktierne stige og falde altfor hurtig, Constance. Men hvad jeg vilde sagt, han må nu være med alligevel denne gang. Altså Storm seks, Lorck syv —“ han sad og talte på fingrene. „Nej, det er alvor,“ sa hun opirret, „Lorck må du ikke invitere, du kan la være, når du hører, jeg ber dig.“ „Vær nu ikke påståelig, Constance. Lorck er kjendt med svenskerne, jeg har lovet dem, at de skal træffe ham her, altså Lorck syv —.“ „Nu skal han ikke bedes,“ brød hun ud med heftighed og rejste sig. „Det er en flab og en væmmelig fyr — han har — ja, det er det samme, men du må ikke be ham.“ „Har han været nærgående? Ja, hør, ved du hvad, Constance, det er min sandten din egen skyld. Det er altid damen, som gir tonen an.“ „Ti stille!“ råbte hun og holdt for ørene, Ring kunde ikke begribe, hvorfor stemmen var så jammerfuld, og minen så bønlig. Den Constance var nu heller ikke let at bli klog på. „Du skal nu ikke gå for strengt i rette med Lorck heller, stakkar,“ vedblev Ring i en mæglende tone, „for ser du, han regner sig til familien. Du behøver bare at læse ham teksten en eneste gang og så være lidt fornem imod ham.“ „Du bryr dig altså ikke om, hvad jeg siger, men ber ham alligevel?“ „Jagu ber jeg ham! det er da, Gud hjælpe mig for meget forlangt, at jeg skal rette mig efter sligt et lune, når der nu er grunde for at ha ham med. Du er så fuld af indfald, at —“ Han holdt pludselig inde; hendes blik, der var fæstnet på ham, bragte ham til at glemme, hvad det var, han vilde sagt. „Hvad glaner du efter,“ sa han med et grin, som om noget stak ham i øjnene, „en skulde tro, du så spøgelser.“ „Nej, det er dig, jeg står og falder i tanker over,“ sa hun koldt. „Ja, lad os så be Lorck,“ vedblev hun og satte sig stille ned igjen. Hun fik en raptus med at ville isolere sig og stængte sig konsekvent udefra alting. Hun sa til sig selv, at hun ikke orked at holde menneskene ud. Og så midt i denne triste, mørke vintertid, når hun om aftenen sad alene med den strenge ordre til Alette om ingen at slippe ind som et værn mellem sig og verden, kunde hun pludselig gribes af længsel efter, at noget skulde ske, noget usædvanligt, noget skrækkeligt. Tiden slæbte sig langsomt, langsomt hen, mens hun prøved på at sy eller læse. Det var, som om hun døde af kjedsomhed, tomme for tomme; undertiden kunde hun fare op, gå omkring og vride hænderne og gjentage atter og atter: „Jeg blir gal.“ Ring var vred, når hun afslog indbydelser, som han vilde, hun skulde modta. Hun undskyldte sig med, at hun var syg.
Hvad der da fejled hende? Ja, det vidste hun ikke, men utilpas var hun. Hvorfor hun så ikke vilde ha doktoren? Det kunde ikke hjælpe. Det vared ved et par måneders tid. Så brød hun overtvært og sa til Ring, at hun vilde i teatret. Hun havde læst en afhandling om idiosynkrasi, som havde skræmt hende. Da så juleselskabeligheden begyndte, kasted hun sig ind i den med større liv end nogensinde. Ring smilte og nikked fornøjet. Det var nok det, han vidste, at hun snart vilde få nok af at agere eremit. I midten af januar rejste Mejer til Leipzig. Da han var på afskedsvisit hos Rings, traf han Constance alene hjemme. Hun var bleven bleg og lidt magrere, forekom det ham, i den tid hun havde skrantet. Men det klædte hende nydeligt; aldrig havde han fundet hende smukkere. Han syntes, hun var påfaldende alvorlig og, skjønt venligheden selv, mere tilbageholdende end før. Det suged ham om hjertet, mens han sad og stræved med at tale om ligegyldige ting. Han holdt sig dog kjæk lige til det sidste øjeblik, men da glipped det for ham. Han måtte vende sig om for at bli herre over sin bevægelse. Lyden af hans farvel døde i det kys, han trykked på hendes hånd. I det næste nu var han borte. Men Constance tænkte ofte på det blege ansigt og det rørende udtryk om hans læber, i det øjeblik han gik ud gjennem døren. 8 Constance holdt sig i regelen taus, når de nede hos Hansens diskuterte religiøse æmner. Enkelte ytringer undslap hende dog, hvoraf Marie mærked, at det ikke var så ganske rigtig fat med hendes tro. Hun vilde gjerne ha greje på dette og forsøgte at bringe det på bane mellem dem, men Constance bøjed altid af. „Jeg er bange for Constance, du Rikard,“ sa Marie en aften til sin mand, da deres fremmede var gået. „Hun er sikkert smittet af den moderne vantro, du hørte vel, at hun forsvarte Bjørnson.“ „Nej, snak, gjorde hun det? Nå ja, Constance har altid forekommet mig at være, altså sådan aparte, og aparte fruentimmer — ja, dem har jeg ingen fidus til.“ „Og Ring har jo ingen magt over hende. Han er i grunden en dot, du. Naturligvis er hun ham overlegen i forstand og sligt, men det er dog stygt at la ham mærke det.“ „Ja, jeg har nu altid frygtet, at det ikke blev, nå ja, noget lykkeligt ægteskab, som du ved. De passer ikke. Ring er for godslig, og hun er altså netop det modsatte, han er forelsket op over ørene, og hun ser ud, som hun akkurat tåler ham.“ „Men Ring er nu også bra lej du, når han sidder og vrøvler og har drukket noget. Den suffisance! Og så som han bæller i sig — og stærkt! hans toddyglas er altid mørkebrunt. Har han altid været slig?“ „Ja, det vil sige — han har aldrig hvad man kalder drukket, men altså, det var jo det, som skulde gå over, når han blev gift.“ „Bare han ikke blir drikfældig, du — tænk, hvor rædsomt for Constance.“ Fru Marie havde under denne samtale gået og ordnet efter selskabet; nu slukked hun lamperne. „Hun vil i så fald ha sig selv at takke for det; Ring er det snilleste og medgjørligste menneske under solen. En kan altså få ham til, hvad det skal være.“ R. C. Hansen havde rejst sig op og gisped. „Ja altså, skal vi så til sengs?“ Han gik ind for at se efter, om hans skrivebord var aflåset. Omtrent samtidig havde Ring og Constance nået sit hjem. Hun
Page 1 and 2: 1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4: fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6: en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8: småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10: kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12: Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14: „Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16: „Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18: sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20: „Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22: Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24: skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26: „Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28: hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30: „Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32: forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34: almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36: hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38: Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40: „Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42: kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43: „Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 47 and 48: hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50: ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52: „Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54: „Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56: det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58: havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60: noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62: „Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64: „Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66: „Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68: hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96:
sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98:
fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100:
vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102:
stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104:
Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106:
som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108:
Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110:
Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112:
der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114:
„Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116:
så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118:
på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120:
„Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122:
disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124:
slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126:
endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128:
sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130:
undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132:
og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134:
ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136:
„Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138:
„Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140:
ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142:
liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144:
„Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146:
kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148:
„Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150:
kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152:
han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154:
„Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156:
sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158:
verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160:
Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?