Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

Pludselig husked hun pakken; det måtte være breve. Hansen havde talt om nogle afskedsord. „Du mildeste Gud og skabermand,“ sa hun med en lydelig hvisken, „der er breve, breve!“ Hun trak øjenbrynene i vejret og spiled øjnene op som i forskrækkelse; læberne drog hun sammen til en spids og fløjted ganske sagte. En kvalblandet henrykkelse greb hende; hun vilde kaste sig over brevene og læse som en besat. Hun følte ikke et sekunds vaklen eller en skygge af betænkelighed; tværtom vidste hun med sig selv, at intet i verden vilde kunne hindre eller stanse hende. Et udtryk af grusomhed lå om hendes mund, blodet hamred i hendes tindinger, og hænderne skjalv, da hun skar omslaget itu. Øverst lå et brev skrevet med en klodset hånd og en højst forvirret orthografi. „Kjære Niels,“ stod der, „jeg beder dig meget om undskyldning, fordi jeg efter denne lange tids forløb vover at tilskrive dig, men det er for at underrette dig om, at Gud har taget vor elskede søn hjem til sig, og uagtet jeg godt véd, at det var det bedste som kunde times min arme, velsignede Anton, såsom han jo var faderløs, skjønt hans fader leved, hvilket er endnu værre, så føler jeg en bitterlig sorg over hans bortgang. For han var mit alt og min glæde, og han ligned sin fader så op i dagen, og jeg ved, at det ikke er dig behageligt nu, siden du er gift og ikke længer elsker mig, men det var for mig en hjertens fryd at se denne lighed, for jeg kunde ikke holde op at elske dig, da du forlod mig og fæsted dit hjerte ved en anden. Desværre for mig, det var min kval, men også min glæde, og jeg elsker dig den dag i dag lige så højt som den gang, da du kaldte mig din pusunge og sagde, at min kjærlighed var din trøst og lykke. Og når jeg tænker på alle de dejlige aftener og nætter jeg tilbragte hos dig, flyder mine tårer, og det vil de gjøre bestandig, for jeg glemmer dig ikke i dette liv. Men nok herom, min søde, kjære gut døde i dag for otte dage siden og blev begravet på femte dagen. Hans kiste var så pen, og den var ganske fuld af blomster, og han var akkurat på dagen 1 år og 8 måneder, for han var født i januar, som du var rejst i oktober, hvis du husker det. Det var tyfus han havde, og han led græsselige smerter. Kort før han døde, slog han øjnene op og så på mig, som om han vilde klage sig, og det stak mig i hjertet, at jeg havde sat ham ind i verden med skam, jeg luded mig over ham og talte til ham, skjønt jeg var kvalt af gråd, og så smilte han så sødt, og så drog han pusten tungt og døde. Jeg troed mit hjerte var brustet med det samme, men hvad et menneske kan udholde at lide, er utroligt. Og nu vil jeg sige dig mit sidste farvel; jeg rejser til Drammen, hvor du husker jeg har familie; jeg tror nok, jeg kan få arbejde der. Jeg ser dig aldrig mere her i verden, men tænke på dig, det kommer jeg at gjøre ofte, og på ham, som jeg har lidt og grædt så meget for. Jeg ønsker dig oprigtigt, at du al tid må blive lykkelig, og at hun, som er din kone, må elske dig lige så højt, som jeg gjorde, da vil du ikke savne kjærlighed. Og så til slutning tak for alt. Dig skylder jeg, at jeg har smagt lykke i livet, var det end kort og endte med bitter sorg, så vilde jeg ikke undværet det, nej, ikke for aldrig det. Og jeg velsigner dig, fordi du har sørget så godt for vort barn. Lev da så vel og hav det så godt, som det ønskes dig af din gamle tro Kristine.“ Da Constance havde læst brevet, la hun ansigtet ned på hænderne og hulked. Denne arme kvinde med sit barn! Hvorfor var hun bleven forstødt? Med hvilken ret bar mændene sig således ad? De nød
disse kvinders ungdom, deres sundhed, deres kjærlighed, som om de var skabt i dette øjemed, de nød, til de var mættet. Så de noget mere eftertragtelsesværdigt, slængte de dem fra sig og overlod dem til den skjæbne, som mændenes brutale egoisme havde beredt dem. Hun følte en inderlig medlidenhed med denne tålmodig lidende, der var så fuld af godhed og resignation, og samtidig en oprørsk forbitrelse mod den samfundsråhed, der havde gjort det så bekvemt og så ufarligt for mændene at hengive sig til sine kjønslige lyster. Hun følte ikke længer nogen skinsyge; arten af hendes smerte var en anden; en heftig uvilje mod hendes mand rørte sig hos hende, hun tålte ikke at tænke på ham. De øvrige breve var fra Lorck til Kristine; de var numereret, og hun læste dem i rækkefølge. Hun så, det var et forhold, som havde bestået i flere år, men samtidig havde han havt kjærlighedshistorier ved siden af, hvad der fremgik af svar, han havde givet på Kristines bebrejdelser og udbrud af skinsyge. En af disse rivalinder havde været en gift dame og øjensynlig hørt til Lorcks omgangskreds. I et af brevene stod der: „Min elskede Kristine, vær du blot rolig, jeg vender dog tilbage til dig. Den dumme historie skal du ikke bry dig om. Havde du ikke tilfældig fået dette at vide, vilde det ingen fortræd ha kunnet gjøre dig. For resten er jeg kjed af denne idelige væren på vagt mod manden, og til syvende og sidst har hun aldrig formået helt at ta mig fra dig. Havde hun ikke styrtet over mig med sin kjærlighed, var jeg aldrig kommen til at tænke på hende. I dine arme har jeg det bedst, det skal du huske og tro er sandt. Jeg elsker dig virkelig, Kristine; du er så fin og sød og yndig, notabene når du er blid og munter, det klær dig ikke at surmule og fælde tårer — hører du, pus!“ For resten gik de fleste breves indhold ud på at aftale, når hun skulde komme til ham o. s. v. De var fulde af kjærlighedsord af samme art som dem, han havde givet Constance, stundom endog præcis de selvsamme udtryk, og det gik med en skjærende fornemmelse igjennem hende. Så var der et tidsrum af nogle måneder, hvori de ingen brevveksling havde ført, og så kom der et brev, som begyndte således: „Ja, min elskede, kom du kun tilbage til mig, hvis du er frisk og sød som før, jeg vil intet heller; da jeg råded dig til at forlove dig med mennesket, var det fordi jeg troed, det kunde bli til din lykke; når du nu har ladet ham løbe, er der jo intet, som skiller os. Du må tro, det ikke var med let hjerte, jeg lod dig slippe ud af mine arme. Hvad jeg har været henvist til i mellemtiden har slet ikke behaget mig, og en forelsket frue, som jeg af pur kjedsommelighed gav mig i kast med, rejser bort fra byen i disse dage. Jeg glæder mig til at få dig tilbage. Kom i morgen aften kl. 10, hvis du kan. Er jeg ikke hjemme, så læg dig kun ganske rolig til at sove som i gamle dage, da jeg plejed at vække dig med et kys; du har jo endnu den lille nøgle. Og hør, jeg har fået badeværelset i stand; det er bleven så indbydende — du skal se for en flink bademester jeg skal være.“ Så kom der en række breve, kjærligere og ømmere end nogensinde, med en understrøm af sørgmodighed; hun var hans trøst og tilflugt — stod der. Constance regned ud, at de skrev sig fra den tid, da han gik og fried til hende. Og så kom det tidspunkt, da Kristine havde været frugtsommelig. Hun læste hans beklagelser, der så ud til at være dikteret af en virkelig medlidenhed, spækket med fraser, der skulde betyde trøstegrunde. Endelig kom det sidste. Det indeholdt et kort farvel; han skulde rejse til udlandet, og det
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70: et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72: som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74: Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76: pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78: vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80: Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82: manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84: Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86: Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119: „Når du er her, har jeg det godt
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137 and 138: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 139 and 140: ham en utålelig smerte. Når han u
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?