Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

så forandret, ikke til sin fordel,
mente hun. Han var så blaseret og
snakked så spottende om sig selv
og al ting. Lorck svarte, at således
gik det med de kunstnere, som var
dømt til at leve i Norge. „Det er
for resten synd i ham,“ la han til,
„for han er en kjæk og prægtig gut.
Jeg har al tid så godt kunnet like
ham.“
„Ja, jeg også,“ sa Constance. „Jeg
vilde ønske, han blev gift med en
rig dame.“
„Skal vi lægge vore hoder i blød
og se at skaffe ham en?“ spurgte
Lorck smilende.
Constance lo.
„Når vi nu kommer hjem, skal vi
være rigtig hyggelig mod ham,
Constance, jeg tror, han synes om
at være sammen med os.“
„Ja, rigtig hyggelig,“ svarte
Constance.
„Han var vist for resten rasende
indtaget i dig en tid, du. Mærked
du ikke noget?“
„Ikke spor,“ var svaret.
„Lod han sig aldrig forlyde med
sligt noget?“
„Aldrig!“ svarte Constance.
„Nej, han er nu en fin og
velopdragen person,“ tænkte Lorck
og ofred mindet om sin egen
opførsel et stille suk.
„Det har nu vel for resten også
været en ganske forbigående
raptus, han har havt,“ sa han højt.
„Sa han noget til dig om det
da?“ spurgte Constance med et
halvt skjælmsk, halvt undseligt
smil.
„Nej da, ikke det Guds skabende
gran,“ forsikred Lorck. „Det kan
godt hænde, det bare var en grille
af mig, jeg gik nu og syntes, at alle
måtte forelske sig i dig, skjønner
du.“
De taug begge stille nogle
minutter.
„Hvad er det, du tænker på,
Conny min,“ sa så Lorck og søgte
efter hendes hånd.
„På ingen ting i grunden,“ sa hun
venligt.
„Snak — fortæl det nu,“ bad han
og drog hende nærmere til sig.
„Ja, det er nu lettere sagt end
gjort. Under tiden farer ens tanker
så løbsk, eller de kommer i
småstumper og er så
usammenhængende, eller det er det
rene tusseskab, en sidder og kjøres
rundt af, det er slet ikke til at
finde ord for.“
Han havde lagt sin arm om
hendes liv og bøjed med den anden
hånd hendes hode ind imod sig, så
det kom til at hvile ved hans hals.
De holdt hinanden omslyngede og
sad lidt uden at tale.
„Men nu véd jeg, hvad jeg
tænker på,“ hvisked Constance og
trykked sine læber mod hans
skjæg.
„På hvad da, Conny?“
„På det, vi så ofte har talt om,
på hvor lykkelig du har gjort mig,
på alle vore skatte, på alt det, vi
har levet sammen, på den
kjærlighed, du har elsket frem i
mig, og især på det, du ved, det,
som forestår.“
„Min elskede, søde,“ sa Lorck og
trykked hende tættere til sig.
„Hvor du gjør mig lykkelig — hvor
dine ord er livsalige og dine
kjærtegn søde. Og du, som var så
bange for at ta mig,“ la han lidt
efter til med ømmere stemme.
„Ikke dig mere end andre — jeg
havde ulyst eller afsmag, sådan i
det hele tat.“
„Du stygge, som ikke vilde vide
af mig. Kan du huske, hvordan jeg
måtte stræve. Og hvis brevet ikke
var — uf, jeg tør ikke tænke på
det.“
„Det var en græsselig tid,“ sa
Constance, „sligt et væsen jeg var
bleven til. At du virkelig havde
mod på mig, det var godt gjort af
dig“ — hun klynged sig til ham.
„Jeg elsked dig, Conny.“
„Og i begyndelsen da vi var gift,
kan du huske, hvor dum jeg var —
rent ulykkelig af generthed.“
„I grunden har jeg været nokså
udholdende, Conny, det må du
indrømme, for du gjorde alt for at
ta modet fra mig, men som sagt,
jeg elsked dig — jeg har aldrig