Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

ligegyldighed, hvori hun sad forskanset. Altid det samme høflige væsen: imødekommende og afvisende på en gang. Men hemmelig plaged hans opførsel hende; det pinte hende at være i samme værelse med ham, når hver en bevægelse udstrålte hans uvilje, hvert et blik var ladet med uvejr. Især at sidde til bords med ham! Åh disse stumme måltider — hvor hun haded dem! Skulde hun by ham mere, fik hun næsten ikke ordene frem. Efterhånden udvikled der sig hos hende en heftig uvilje mod ham, blandet med en trykkende frygtagtighed. Hun ånded op, når han gik ud, og fik hjertebanken af modvilje, når hun hørte ham komme hjem. Ofte løb hun ud af stuen for at slippe at sidde der, når han kom ind. Undertiden gik der dage hen, hvor han ikke henvendte et ord til hende. Spurgte hun om noget, var det modstræbende, at han gav svar. Hun begyndte at lide af nervøsitet og hjertebeklemmelse, og til sidst kom der op i hende en oprørsk forargelse. Der gik han og behandled hende som en afhængig slægtning eller som en undergiven, der har forgået sig og til straf skal få føle husherrens unåde. Hun vilde ikke længer finde sig i det, men beslutted at sætte hårdt imod hårdt. Lorck blev først forbauset og til sidst rasende vred. Engang hun havde git ham et affejende svar, stod han stille foran hende og sa, at hun var en ondskabsfuld kvinde. „Jeg forstår dig ikke,“ svarte hun koldt. „Den beregnende kulde, hvormed du driver mig op til en tilstand af sindslidelse!“ udbrød han. „Hvorfor handler du således?“ „Du tar aldeles feil, du går om i en indbildning,“ hun trak på skuldrene. „Jeg gjør intet af det, du beskylder mig for.“ „Er det da ikke fra dig, at al denne forfærdelige uhygge kommer? Skulde du virkelig være i uvidenhed herom?“ spurgte han. „Nej, det er ikke fra mig,“ sa hun kort, „det er dig, som er så tyrannisk.“ Lorck spiled øjnene op. „Tyrannisk?“ gentog han. „Ved et magtmiddel vil du tvinge mig til at være anderledes, end jeg kan og vil, og så behandler du mig på en måde, som du ikke vilde vove at by nogen anden.“ Hun så udfordrende på ham. „Men hvorfor er du så ukjærlig, Constance? Forstår du ikke for en lidelse, du derved bereder mig? Det liv, vi fører sammen er ikke, hvad jeg havde tænkt mig,“ sa han bedrøvet. „Men begriber du da ikke, at det er tåbeligt at ville skjænde sig kjærlighed til?“ Hun vendte sig utålmodigt fra ham. Der kom et udtryk i hans blik som hos et såret dyr; han gik stille ud af stuen. Disse hendes ord gjorde et dybt indtryk på ham; de blev ved at klinge i hans øren med en skjærende lyd, der gik ham isnende gjennem nerverne, som når man skribler på en stentavle med en jernspiger. Siden da var Lorck hørt op med at eksperimentere. Han tog sin tilflugt til arbejde og kasted sig ind i en utrættelig virksomhed. Foruden sin store praksis var han viceformand i lægeforeningen, redaktør af et medicinsk tidsskrift og tog virksom del i forskjellige kommunale gjøremål. Han syntes, det var bedst således, for så fik han ikke så megen tid til at spekulere over sine huslige forhold. Men håbet om at tilbagevinde sin hustrus kjærlighed havde han dog ikke tat afsked med. Han kunde trænge det helt ned på bunden af sit sind; men slippe det formåed han ikke. Tiden fik råde, det nytted jo ikke at ville tvinge sig frem. Undertiden plagedes han af skinsyge. Tanken om, at Constance kunde foretrække en anden, voldte
ham en utålelig smerte. Når han ude i selskab så hende stå og tale med herrerne og være så fængslende og livlig, var det som et stik af en kniv i hans hjerte. Men han behersked sig altid. Ikke for nogen pris vilde han, at man skulde mærke hans svaghed. Desuden var det jo tåbeligt ikke at kunne tåle, at ens kone talte med en anden. Sådant var også ganske momentant. Værre var det med Mejer, som var bleven deres intime husven, og hvis selskab øjensynlig var Constance kjært. Om eftermiddagen når konsultationstiden var til ende, traf han meget hyppig Mejer hos Constance, når han kom derind, før han gik i praksis. Beslaglagt som han var af sit arbejde, kunde han så sjeldent være tredjemand. Det blev ham mere og mere utåleligt at vide ham så meget sammen med hende. Han var dog ikke for alvor bange; at hans kone kunde nære, end sige bortgi noget, der ligned kjærlighed til en anden mand, kunde umulig trænge ind i hans forestilling. Han trøsted sig også med, at Constance visnok i grunden var en kold natur, som ikke havde megen ømhed at skalte med. Og så var hun jo en hæderlig kvinde; at mistænke hende vilde være en fornærmelse. Anderledes med Mejer; han kjendte mandfolkene og vidste, hvor langt man kunde tro dem i den slags affærer. Et par gange havde han opdaget et glimt i Mejers øjne, når de fulgte Constance gjennem stuerne, eller løftedes ved hendes indtrædelse, som i høj grad havde mishaget ham. Han vilde git sin halve formue for at få ham fjernet i alt fald fra sit hus, men hans frygt for at gjøre sig latterlig, hindred ham fra at foreta sig noget i dette øjemed. Den venskabelige tone, som altid havde hersket mellem ham og Mejer, gjorde det også vanskeligt at slå om. Mejer var imidlertid så optat af sit forhold til Constance, at han intet mærked til Lorcks sande stemning. Hun havde for længe siden tilstået ham, at hun følte kjærlighed for ham, men samtidig erklæret, at hun vilde sætte alt ind på at bekjæmpe den. Hun havde foreholdt ham, at de skulde og kunde være venner, sagt, at hun vilde foragte sig selv, om hun blev en utro hustru, og bønfaldt ham om at være enig med hende i, at det var bedst således. Mejer havde svaret, at det søndersled hans hjerte kun at besidde hendes venskab, men at hendes vilje var hans lov. Han havde også trolig stridt for at holde sig dette efterretteligt. Til sidst var hun bleven tryg ved ham, og da gav hun sig hen i forholdet med en overstrømmende fortrolighed. Det gjorde ham så rig og lykkelig, at det foreløbig blev ham en let sag at holde styr på sig selv. Der var en art tilbedelse i hans elskov, for det var ham en fest blot at sidde ved hendes side, høre hendes stemme og veksle ord med hende, var det end de alleralmindeligste. Og alle disse små beviser på gunst og udmærkelse, som en kvinde ganske uformærket kan drysse ud over den mand, som er hendes hjertes yndling henrykked ham således, at der var tider, hvor han syntes, han aldrig vilde begjære mere. Hun fyldte ham ganske; fra dag til dag leved han i det, han havde vundet i samvær med hende, og af visheden om snart at skulle gjense hende. Livet var blevet nyt for ham; det var herligt at være hos hende, og at arbejde tyktes ham at spare op på glæden. Undertiden kunde der jo rigtig nok komme op i ham en bitter græmmelse over, at den kvinde, han ene i verden brød sig om, var en anden mands hustru. Et par gange havde han også git denne stemning luft til Constance. Men hun behøved blot at se bedende på ham og minde ham om deres aftale for at få ham til at høre op.
Page 1 and 2:
1 Rings havde været gift i to år.
Page 3 and 4:
fordums kjæledægger om det, de ha
Page 5 and 6:
en vemodig stemning med underlig, b
Page 7 and 8:
småting til toiletbordet eller for
Page 9 and 10:
kaldte hende ved kjælenavne. Hun s
Page 11 and 12:
Det var det samme som tanten altid
Page 13 and 14:
„Hvis du vil, Marie, så — ja,
Page 15 and 16:
„Værten må begynde,“ lød det
Page 17 and 18:
sammen, rejste Ring sig for tredje
Page 19 and 20:
„Stakkels ulykkelige! det er De v
Page 21 and 22:
Ring blev stående og så efter Con
Page 23 and 24:
skrøbelighed, Ja, som den har demo
Page 25 and 26:
„Det er hendes natur, hun gir sig
Page 27 and 28:
hjertefornøjet, og så er hun så
Page 29 and 30:
„Sæt Dem ned, Lorck,“ sa Const
Page 31 and 32:
forfatningen, hverken mere eller mi
Page 33 and 34:
almægtige måtte sende over jorden
Page 35 and 36:
hen for sig. „Det er såmæn Ring
Page 37 and 38:
Så dukked en drøm frem, hun havde
Page 39 and 40:
„Sid stille, jeg skal lære dig.
Page 41 and 42:
kjærlighed er jo et gammeldags beg
Page 43 and 44:
„Jeg spør, om De viser mig bort?
Page 45 and 46:
Hvad der da fejled hende? Ja, det v
Page 47 and 48:
hendes skulder. Alette vred sig fra
Page 49 and 50:
ulykkelig, men hvad var dette mod d
Page 51 and 52:
„Ja, Constance, jeg kan ikke la v
Page 53 and 54:
„Siden det ser ud til, at du tar
Page 55 and 56:
det var han sikker på — også ha
Page 57 and 58:
havde hørt det i sine dage. Hun vi
Page 59 and 60:
noget, jeg kan hjælpe eller vejled
Page 61 and 62:
„Det er foragteligt, oprørende,
Page 63 and 64:
„Ja, ja, tante, lad os ikke dispu
Page 65 and 66:
„Har der været nogen?“ „Ja,
Page 67 and 68:
hun øjnene op — der lå en stor
Page 69 and 70:
et til at dadle hende, hvis hun sto
Page 71 and 72:
som han, når de alle holdt med ham
Page 73 and 74:
Fra Molde kom der jevnlig brev. I e
Page 75 and 76:
pastor Huhn for at få ham til at t
Page 77 and 78:
vandet af hænderne, støtted dem p
Page 79 and 80:
Constance blev vammel ved at høre
Page 81 and 82:
manden går og græmmer sig, er da
Page 83 and 84:
Hun hørte Ring i entréen, greb si
Page 85 and 86:
Hun slog ud med hånden, som om hun
Page 87 and 88: dog stedse sjeldnere fore. Constanc
Page 89 and 90: „Fem kroner er hele min beholdnin
Page 91 and 92: „Du er vist ikke lykkelig gift, C
Page 93 and 94: en rasende styrke og dæmped sig ne
Page 95 and 96: sandheden viste sig at være, at ha
Page 97 and 98: fornemmelse af, at han stod hende f
Page 99 and 100: vinduet, bare for at bli fri. Hun g
Page 101 and 102: stilling, kun med den forskjel, at
Page 103 and 104: Det kom så ligegyldigt, som var de
Page 105 and 106: som Rikard gav mig med, og som gjæ
Page 107 and 108: Bare hun kunde få Johanne på dør
Page 109 and 110: Nej, Johanne havde ikke fået frim
Page 111 and 112: der, inden hun fik tid til at se, h
Page 113 and 114: „Og er blit rosende omtalt i blad
Page 115 and 116: så forandret, ikke til sin fordel,
Page 117 and 118: på apotheket og var uafladelig ved
Page 119 and 120: „Når du er her, har jeg det godt
Page 121 and 122: disse kvinders ungdom, deres sundhe
Page 123 and 124: slet som muligt; hun blev koldere o
Page 125 and 126: endnu tyded på, at han var rekonva
Page 127 and 128: sig selv, at de ikke havde set ham
Page 129 and 130: undseelse, modvilje og noget af en
Page 131 and 132: og grynted og sutred i et væk. Con
Page 133 and 134: ikke så let, uden for den, der els
Page 135 and 136: „Jeg har elsket Dem hele mit liv,
Page 137: „Skal vi så gå?“ spurgte Cons
Page 141 and 142: liden pige,“ henkasted Constance.
Page 143 and 144: „Dette er et ganske nyt påfund,
Page 145 and 146: kjærlighed havde skjænket ham ...
Page 147 and 148: „Oppe på galleriet.“ „Din op
Page 149 and 150: kjølnet i sine følelser for hende
Page 151 and 152: han ingen ting aned, men troed hend
Page 153 and 154: „Så du er her, Kristine? Du var
Page 155 and 156: sa dette ord så længe, til tungen
Page 157 and 158: verandadøren. Han kasted spejdende
Page 159 and 160: Da hun var gået, klemte han lommet
show all

Constance Ring - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?